Fagforening: Krænkende chefer skal ikke kunne få praktikanter

Fagforeningen HK peger på afsløringer af kulturen på TV 2 som et eksempel. Beskæftigelsesminister er enig i, at der skal gøres noget.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF Ritzau

Sker det igen og igen, at en arbejdsplads har problemer med krænkelser af medarbejdere under uddannelse, skal arbejdspladsen kunne fratages retten til at få praktikanter eller elever.

Det siger formand for fagforeningen HK Anja C. Jensen til erhvervsmediet Finans.

Den seneste tids historier om krænkelser af især praktikanter på mediearbejdspladser får formanden til at råbe vagt i gevær.

"Det er ofte eleverne, der er de mest sårbare. Derfor skal det være nemmere at stoppe en elevfabrik, hvor de bliver krænket one-by-one," siger hun til Finans.

"De seneste afsløringer af seksuelle krænkelser er sket på TV 2. Men jeg er nødt til at sige, at det også foregår på helt almindelige arbejdspladser. Lige nu fylder seksuelle krænkelser meget i den offentlige debat. Men lige bagefter de seksuelle krænkelser følger almindelige krænkelser som for eksempel mobning."

En dokumentar om en sexistisk kultur på nyhedsafdelingen i TV 2 fik på ny debatten om krænkelser på arbejdspladsen til at blusse op.

I dokumentaren står nuværende og tidligere medarbejdere på mediet frem og fortæller om en seksualiseret kultur. Det fremgår, at flere chefer overskred grænser for unge ansatte og praktikanter.

I selskabet DanBred, der delvist er ejet af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, måtte hele bestyrelsen i sidste ende gå af. Selskabet havde undladt at fyre en direktør, som havde chikaneret en række yngre, kvindelige ansatte.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Finans, at han er glad for HK's input. Men han afviser at svare på, om forslaget vil blive en del af forhandlingerne mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

"Jeg vil hverken afvise eller love det. Men vi skal have fundet nogle løsninger i de brancher, hvor krænkelserne oftest sker, og det er typisk i de lavest lønnede job, at der sker flest krænkelser," siger han til Finans.

Arbejdstilsynet sætter ekstra fokus på seksuel chikane i mediebranchen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også