MediaWatch

Partier bakker op om etablering af Kulturens Analyseinstitut

Radikale Venstre vil have afsat penge på næste års finanslov til oprettelsen af et analyseinstitut på kulturområdet. Det er der opbakning til fra flere partier i Folketinget.

Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, er blandt politikerne, der bakker op om forslaget til at etablere et analyseinstitut på kulturområdet. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Efter en sammenslutning af aktører, heriblandt Dansk Erhverv og Kommunernes Landsforening, i sidste uge sendte et forslag i politikernes retning om at oprette et uafhængigt analyseinstitut på kulturområdet til at undersøge og styrke kulturlivet, er der nu positiv tilbagemelding fra begge sider af Folketinget.

Politiken har talt med både Venstre, Konservative, Radikale Venstre og SF, som alle anerkender et behov for et sådan institut til at undersøge alt fra økonomien og vilkår i kulturlivet til dens betydning for samfundet.

"Corona har været sådan en øjenåbner for kulturlivet og oplevelsesindustrien og lært os, at der er en masse udfordringer på tværs af kulturlivet. Hvis det er et bredt ønske, så er det helt sikkert noget, vi gerne vil være med til at prioritere," siger Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, til Politiken.

Sammenslutnigen af aktører har foreslået, der afsættes otte mio. kr. på finansloven til etablering af Kulturens Analyseinstitut, hvilket Radikale har meddelt, partiet vil sætte på dagsordenen, men hvorvidt beløbet bliver i dén størrelsesorden fremgår ikke.

Skeptisk minister

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var mere forbeholden over for idéen om et analyseinstitut, da hun blev præsenteret for denne under kulturmødet på Mors i sidste uge, som Kulturmonitor har skrevet.

"Hvis målet er at sige, at hvis der kommer corona igen, så vil kulturen ikke lukkes ned på samme måde, som den er blevet, og derfor har vi brug for et analyseinstitut, så tror jeg, at det er en fejlslutning," sagde den nyudklækkede minister ifølge mediet.

Sammenslutningen bag forslaget består konkret af Danske Kulturbestyrelser, Kommunernes Landsforening, Dansk Erhverv, Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet og Augustinus Fonden.

De mener, at især coronakrisen har fremhævet kulturens betydning for danskerne, men området er underbelyst, fordi der mangler et gennemgående overblik over kulturområdets sammensatte økonomi.

"Vi oplever, coronakrisen har fået vist, der er behov for flere tal til at kunne vise de basale sammenhænge i forhold til brug af kulturlivet. Derfor er vi gået sammen og har forsøgt at lave et meget bredt forslag, som både politikere og en stor del af kulturlivet kan se sig selv i," fortalte Michael Folmer Wessman, chefkonsulent i Dansk Erhverv, der er ankermand for organisationen i forhold til udspillet, til MediaWatch i sidste uge.

Han uddybede i den forbindelse, at "kulturen tænkes bredt" i forslaget, og at også mediebranchen er en del af området, sammenslutningen vil have bedre belyst.

Forslaget er "meget inspireret" af Idrættens Analyseinstitut, der er en selvejende, uafhængig institution under Kulturministeriet, som blev etableret i 2005 under tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, der i dag er direktør for Dansk Erhverv.

Sammenslutning vil have etableret analyseinstitut på kulturområdet

Mere fra MediaWatch

Franske medier lander indholdsaftale med Facebook

En forhandlingsalliance, der bl.a. repræsenterer Le Monde og Le Figaro, har netop indgået en aftale med Facebook om visning af journalistisk indhold. Aftalen er et bevis på, hvad der kan opnås gennem løsningsorienteret dialog, siger det sociale medieselskab.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs