Mediemogul og Hongkong-aktivist Jimmy Lai idømt fængselsstraf

Hongkongs mest prominente demokratiaktivist idømmes fængsel i mere end et år i to sager om demonstrationer.
Jimmy Lai på vej ud af appelretten i HongKong. | Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix
Jimmy Lai på vej ud af appelretten i HongKong. | Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Den 73-årige mediemogul Jimmy Lai, som er en af de mest markante forkæmpere for demokrati i Hongkong, er fredag blevet idømt to fængselsdomme for sin rolle i demonstrationer.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Lai blev først idømt et års fængsel for sin involvering i en demonstration i 2019, der var en af de største demonstrationer i Hongkong nogensinde.

Nogle timer senere er den anden dom faldet. Den lyder ifølge Reuters på otte måneders fængsel. Men ifølge AFP skal Lai kun afsone 14 måneder af de to domme.

Det er første gang, at Jimmy Lai modtager dom for sin aktivisme.

Også fire andre aktivister skal i fængsel i sagen. Deres domme i den første af fredagens to sager lyder på 8-18 måneders fængsel.

Demonstrationen, som aktivisterne fængsles for i den første sag, skal ifølge arrangørerne have haft deltagelse af 1,7 millioner mennesker. Det svarer til næsten en fjerdedel af Hongkongs samlede befolkning.

Jimmy Lai og de andre fængslede er blevet dømt for at have været med til at organisere og deltage i demonstrationen i 2019.

Siden december sidste år har Jimmy Lai været anholdt og anklaget for svindel i forbindelse med udlejning af en bygning, som huser hans medie Apple Daily. Det er en regeringskritisk tabloidavis.

Myndighederne har slået hårdt ned på den prodemokratiske bevægelse i Hongkong, siden Kina sidste sommer indførte en ny sikkerhedslov i bystaten.

Kina beskyldes for med sikkerhedsloven at være i gang med at afvikle Hongkongs delvist demokratiske institutioner.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også