USA's udenrigsminister skyder på Kina i sag om fængslet Wuhan-journalist

Borgerjournalist er blevet udsat for tortur, mens hun har været tilbageholdt i Kina, mener EU.
USA's udenrigsminister Mike Pompeo. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
USA's udenrigsminister Mike Pompeo. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrer tirsdag i skarpe vendinger Kina til at løslade en borgerjournalist, der dækkede coronaudbruddet i Wuhan tidligt i år.

Journalisten Zhang Zhan, der er tidligere advokat, fik mandag en straf på fire års fængsel efter en kort høring ved en domstol i Shanghai.

Hun var tiltalt for at have "opildnet til stridigheder og fremprovokeret bekymringer" i sin rapportering under de kaotiske, indledende faser af udbruddet.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrer Kina til at "løslade hende med det samme og betingelsesløst".

"Det Kinesiske Kommunistparti har igen vist, at det er klar til at gøre alt, hvad det kan, for at lukke munden på dem, der stiller spørgsmål ved partiets officielle linje," siger udenrigsministeren.

På flere punkter var Zhang Zhans dækning af udbruddet på kant med regeringens officielle meldinger fra Wuhan, hvor det lød, at virusset på resolut vis blev slået ned.

Blandt andet satte Zhang spørgsmålstegn ved hospitalskapaciteten og adgangen til test.

Samtidig afslørede hun, hvordan kinesiske myndigheder udviste aggressiv adfærd, hvis hun forsøgte at filme dem.

Tidligere tirsdag krævede også EU Zhang samt 12 tilbageholdte aktivister i Hongkong løsladt.

"Ifølge pålidelige kilder bliver Zhang udsat for tortur og dårlig behandling, mens hun bliver tilbageholdt, og hendes helbred er blevet slemt forværret. Det er afgørende, at hun får medicinsk hjælp," siger udenrigspolitisk talsmand for EU Peter Stano i en meddelelse.

Også FN's menneskerettighedskommissær, Michelle Bachelet, har kritiseret dommen mod Zhang Zhan for at være en indskrænkning af ytringsfriheden.

Pompeo er kendt som en skarp kritiker af Kina og landets rolle i forbindelse med pandemien.

Udenrigsministeren har ikke udelukket teorier - som er blevet afvist af etablerede forskere - om at Kina bevidst skulle have sluppet virus fri.

/ritzau/AFP

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også