Medie: Regering er klar med 180 millioner til mediebranchen

Kulturminister Joy Mogensen (S) og Folketingets medieordfører fortsætter i dag forhandlingerne om en hjælpepakke til mediehuse. Ifølge Berlingske vil ministeren lægge et trecifret millionbeløb på bordet.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter sammenbrudte forhandlinger mandag som konsekvens af, at kulturministeren ifølge flere partiers medieordførere ikke havde nok penge med til mødet, har Joy Mogensen (S) nu fået bemidlet mindst 180 mio. kr. til det trængte medieområde, erfarer Berlingske.

Forhandlinger om en økonomisk hjælpepakke til mediebranchen, der over de seneste par uger har set den ene spare- og fyringsrunde efter den anden, fordi annoncemarkedet er i frit fald som konsekvens af coronakrisen, genoptages onsdag, meddeler Kulturministeriet i en pressemeddelelse. Og det er altså i den anledning, at der er hentet markant flere penge til fordeling blandt medierne, skriver Berlingske.

Mandag mødte kulturministeren op med omkring 12,5 mio. kr. til de hårdt pressede lokale ugeaviser samt 23 mio. kr. til lokale og regionale medier, da det første forhandlingsmøde fandt sted mandag. Det var langt fra nok, lød responsen fra Folketingets partier, der har bedt ministeren om at finde flere penge til medieområdet.

Tirsdag kom meldingen så, at regeringen har valgt at udbetale den samlede mediestøtte for 2020 i ét hug i modsætning til den normale udbetaling i tre rater fordelt over året. Udbetalingen af det fulde beløb, der skal holde hånden under mediehusene likvide midler, sker allerede i april. Det var dog kun det første af flere tiltag, der er efterlyst fra både Mediedanmark og en række af de øvrige partier på Christiansborg.

"Vi er ikke i mål, og vi arbejder ufortrødent videre på at hjælpe de dele af medieområdet og kulturlivet, hvor der stadig er store udfordringer, og som nu står i en svær situation. Jeg ser frem til at tale med Folketingets partier senere i dag, og jeg håber, at vi snart har flere løsninger klar," siger Joy Mogensen i meddelelsen.

Dagens forhandlinger begynder kl. 14.

Partier kvitterer for hurtig støttecheck til medier – men forventer mere fra minister 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også