Minister: Vi genoptager forhandlinger

Medieordførere er ikke tilfredse med størrelsen på hjælpen til de danske medievirksomheder, som kulturministeren havde med til forhandlinger. Efter flere partier tidligere mandag forlod forhandlingerne, forventes det at de bliver genoptaget senere på dagen.
Foto: Philip Davali//
Foto: Philip Davali//
AF RITZAU

Forhandlingerne om økonomisk hjælp til medier, som er ramt af faldende annonceindtægter som følge af coronakrisen, er mandag eftermiddag foreløbigt sat i stå. Det fortæller medieordførere, som ikke synes, at kulturminister Joy Mogensen (S) havde en tilstrækkelig stor hjælp med til medierne.

"Foreløbig er der dømt time out, og det skyldes, at regeringen helt åbenlyst ikke har forstået, at det, vi sidder med i hænderne, er vores demokratiske infrastruktur," siger De Radikales medieordfører, Jens Rohde. 

"Den vil vi ikke acceptere, bryder sammen. Derfor er det nogle helt andre boller, der skal på suppen, før vi kan fortsætte," siger han.

SF's medieordfører, Jacob Mark, bekræfter: 

"Det skyldes, at vi i en stor række af partierne ikke var tilfredse med de oplæg, som regeringen kom med. Vi ønsker at hjælpe alle de medier i Danmark, som er presset af den krise, vi står i," siger han.

Hjælp til lokale og regionale

Forhandlingerne i Kulturministeriet handlede specifikt om hjælp til lokale og regionale medier. 

Joy Mogensen skal have foreslået at give 12,5 millioner til distrikts- og ugeaviser. Derudover har ministeren angiveligt lagt op til, at 23 millioner, som er ubrugte midler, kan gå til lokale og regionale medier.

De oplever et fald i annonceindtægter, men kan ikke få kompensation gennem regeringens hjælpepakker, fordi journalisterne fortsat arbejder. 

Britt Bager, som er Venstres medieordfører, er ligesom de andre ordførere langt fra tilfreds. 

"Vi havde en forventning om, at regeringen kom med et udspil, som kunne holde hånden under mediedanmark. Det, ministeren kom med, var en lillebitte plan for de lokale og de regionale medier," siger Britt Bager.

"Hun kom med det, der svarer til 12,5 millioner i nye penge. Det er ikke rimeligt, når man beder alle danske journalister om at gå på arbejde, netop fordi der er en kritisk presse under den her krise."

Forventer genoptagelse senere mandag

Partierne forventer, at forhandlingerne bliver genoptaget senere mandag. 

Kulturministeren skriver i en sms: 

"Jeg har i dag haft møde med medieordførerne om, hvordan vi her og nu kan give en hjælpende hånd til de lokale og regionale medier. Det var et af de områder, jeg var enig med ordførerne om, krævede handling," skriver Joy Mogensen. 

"Regionale og lokale medier er helt centrale for at få nyheder og korrekte informationer ud i alle dele af Danmark - især i denne krisetid. Vi er ikke færdige endnu, og jeg taler videre med ordførerne igen senere."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også