Kulturminister varsler tilbagevenden når sorg fylder mindre

Når sorgen over Joy Mogensens datter ikke fylder for meget, vil hun vende tilbage fra orlov, siger hun.
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den seneste måneds tid har kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) været på orlov.

Det fortsætter hun med at være, indtil sorgen over hendes datter, som var død ved fødslen, ikke fylder for meget.

Det fortæller hun i et opslag på sin Facebook-profil.

"Til min datters bisættelse sagde en klog kone, at sorg ikke er noget, man skal overstå, ikke er noget, man skal ud på den anden side af. Det vil altid være der."

"Men den bliver ikke ved at fylde det hele. Når sorgen ikke fylder for meget, kommer jeg på arbejde igen," skriver Joy Mogensen blandt andet i opslaget.

Joy Mogensen fødte lørdag den 5. oktober sin datter, Sarah. Men forinden havde lægerne konstateret, at datteren ikke længere var i live.

Efterfølgende opfordrede Joy Mogensen på Facebook til, at man i stedet for at give hende blomster bidrog til Landsforeningen Spædbarnsdød i datterens navn.

Siden har donationerne rundet 200.000 kr.

"Min datter Sarah kom til at betyde alverden for mig i den al for korte tid, jeg fik med hende, og med jeres overvældende solidaritet til Landsforeningen Spædbarnsdød kommer selv Sarahs meningsløse død til at betyde noget for andre familier, som også får et englebarn," skriver Joy Mogensen i sit seneste Facebook-opslag.

Siden Joy Mogensen gik på orlov, har Rasmus Prehn (S) været fungerende kulturminister, samtidig med at Benny Engelbrecht (S) har været fungerende kirkeminister.

Der er ikke fastlagt nogen bestemt dato for, hvornår Joy Mogensen vender tilbage fra sin orlov, oplyser ministeriets pressetjeneste.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også