Coop og Samvirke: Vi er gået for langt i billedsproget

Coop har givet brugsuddelere frit valg i forhold til, om de vil have den aktuelle udgave af Samvirke fremme eller ej, efter forsiden og hovedartiklen har vakt debat.
Screendump fra samvirke.dk | Foto: Screendump fra Samvirke.dk
Screendump fra samvirke.dk | Foto: Screendump fra Samvirke.dk

Billedvalget har ikke været det rigtige og har blokeret for debatten.

Sådan lyder det fra Coop om forsiden af den seneste udgave af Samvirke, som har skabt stor debat og forargelse blandt flere landmænd, brugsuddelere og landbrugsorganisationer, der mener, at brugsforeningernes medlemsblad er gået for langt med forsiden og kampagnen for økologiske fødevarer.

Sammen med teksten "Sprøjtegift er hverdagskost" viser Samvirkes forside en person iført kedeldragt og gasmaske, som med kniv og gaffel står med en tallerken salat.

Torsdag aften var Landbrug & Fødevarers næstformand Asger Krogsgaard og Coops CSR-chef Thomas Roland gæster i DR-programmet Deadline, og fra sidstnævnte lød det, at han gerne ville have haft debatten til at handle om pesticider frem for en forside.

"Når reaktionen på, at man laver sådan en forside, bliver, at nogle butikker slet ikke vil lægge det frem, og man oplever ubehageligheder med kunder, der bliver sure, så må man jo sige, at billedvalget ikke har været det rigtige, fordi det blokerer for debat. Samvirkes formål er at skabe debat omkring emner, der er relevante og nærværende for forbrugerne, og hvis man ikke lykkes med det, må man jo sige, at man er gået for langt i billedsproget," sagde Thomas Roland i Deadline.

Ærgerlig over larm

Til MediaWatch siger Samvirkes redaktionschef og konstituerede chefredaktør Pia Thorsen Jacobsen, at hun er enig i, at forsiden står i vejen for den samtale, man gerne ville have haft. Hun er dog tilfreds med artiklens indhold og står ved historien.

"Nu støjer det rigtig meget med den forside, men selve emnet med diskussionen, hvad der er med de pesticidrester, og hvordan vi skal forholde os til dem, er også gået i gang derude. Men det andet larmer, og det er jeg ærgerlig over. Vi vil noget med vores journalistik, og hvis vi kommer i diskussion med nogen, så er det fint, men hvis vi kun kommer til at diskutere form, så er det ikke godt nok, og så er det jo forsiden, der på en eller anden måde er med til at spærre for det," siger Pia Thorsen Jacobsen til MediaWatch.

Chefredaktør opsagt for nylig

I udsendelsen lød det videre fra Thomas Roland, at Coop har meddelt brugsforeninger, der har et problem med bladet, at de ikke behøver at lægge det frem og "flage det op i hovedet på kunder", hvis de vurderer, at det kan være en anstødssten. Dog skal butikkerne sørge for at have nogle magasiner liggende til kunder, der gerne vil læse bladet.

Oktoberudgivelsen af Samvirke kommer kort efter, at Coop har skiftet ud i bladledelsen. I sidste uge kom det frem, at Karsten Kolding, bladets chefredaktør og kommunikationschef for foreningen Coop, stopper på posten efter ni år.

MediaWatch har været i kontakt med Karsten Kolding, som ikke har nogen kommentarer til den debatskabende forside eller indholdet i det seneste Samvirke, og som henviser til redaktionen. Han slår dog fast, at hans opsigelse hos Samvirke ikke har nogen relation til udgivelsen, som er blevet lavet, mens han har været chefredaktør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også