Både Venstre og Socialdemokratiet overvejer at give native advertising et større politisk fokus. Det skriver Journalisten.
Fagbladet har den seneste tid sat fokus på det omdiskuterede annonceformat og afdækket, at reklameartiklerne ikke altid er tydeligt mærket som annoncer. I nogle tilfælde er der slet ingen mærkning.
Ifølge Forbrugerombudsmanden, som fører tilsyn med skjult reklame i den skrevne presse, har der kun har været tre straffesager om skjult reklame, og den seneste kritik af skjult reklame fra Pressenævnet kom i 2003. Det får de to partier til at overveje, om området skal have øget politisk fokus.
"Det er selvfølgelig en udfordring. Og det er klart, at vi er nødt til at rette fokus mod det, politisk. Men jeg synes så sandelig også, at en stor del af ansvaret ligger hos medierne selv og hos Pressenævnet. For det underminerer jo mediernes troværdighed," siger Venstres medieordfører Britt Bager til Journalisten.
Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen siger til Journalisten, at han håber, at Pressenævnet vil tage flere sager op af egen drift og "statuere nogle eksempler".