Købstilbud på 100 milliarder sender Sky på himmelflugt

Mediemogulen Rupert Murdoch gør nyt forsøg på at købe tv-selskabet Sky. Tidspunktet er perfekt, siger kilde.
Foto: Andy Kropa/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Andy Kropa/AP/Polfoto/Arkiv
AF RITZAU

Mediemogulen Rupert Murdoch er godt på vej til at overtage den britiske tv-station Sky fuldt ud. 

Fredag har han via sit amerikanske mediekonglomerat Twenty-First Century Fox (Fox) fremsat et købstilbud på 14 mia. dollar (99 mia. kr.) for 61 pct. af aktierne i Sky. 

I forvejen ejer Fox de øvrige 39 pct. af Sky. 

Tilbuddet sendte fredag kursen på Sky-aktien i vejret med 26,7 pct.

Murdochs mediekæmpe Fox er på vej til at overtage Sky

Et tidligere forsøg fra Murdochs side på at købe Sky gennem selskabet News Corp kollapsede i 2011 i kølvandet af en de største skandaler i britisk pressehistorie. 

Sensationsavisen News of the World, som var en af flere aviser i News Corp, måtte lukke, efter at det blev afsløret, at avisen havde aflyttet politikere og kendisser. 

Flere britiske politikere opponerede desuden mod Murdochs planer. Ifølge kritikerne ville milliardæren få for stor kontrol med landets medier, fordi han også ejede adskillige britiske aviser. 

News Corp ejer fortsat The Sun og The Times, men det er siden blevet udskilt fra Fox. 

Analytikere i London forventer ifølge Reuters ingen problemer for Murdoch denne gang. Og Martin Gilbert, medlem af bestyrelsen i Sky, giver over for nyhedsbureauet udtryk for, at aktionærerne bør acceptere købstilbuddet.

Murdoch investerer i nyt medie fra tidligere Top Gear-værter

At Fox vælger at slå til nu er ifølge en person med kendskab til sagen en konsekvens af den britiske afstemning om EU-medlemskab i juni, skriver Reuters. 

Siden et flertal af vælgerne stemte for, at Storbritannien skal melde sig ud af EU, er det britiske pund svækket markant mod den amerikanske dollar. 

Desuden er aktiekursen på Sky dykket med omkring 30 pct. 

"Tidspunktet er perfekt nu. Med det svage pund (og den lave aktiekurs, red.) er Sky næsten blevet næsten 40 pct. billigere. Og regeringen giver sin fulde støtte til næsten alle investeringer i Storbritannien," siger den anonyme kilde til Reuters. 

Som ejer af Sky får Fox kontrol over et stort netværk af tv-kanaler. Sky har 22 millioner betalende kunder i Storbritannien, Irland, Italien, Tyskland og Østrig.

Medie-aktier får tæsk i kølvandet på Brexit

Sky sætter hårdere ind mod Netflix på streaming

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også