Aktivister trængte ind på svensk nyhedsbureau

En flok kurdiske aktivister besatte i går redaktionen på nyhedsbureauet TT's redaktionen i Stockholm.
Foto: Polfoto
Foto: Polfoto
RITZAU/TT

En gruppe demonstranter trængte tirsdag eftermiddag ind på nyhedsbureauet TT's redaktion i Södermalm i den svenske hovedstad. 

Gruppen bestod af cirka 25 aktivister, som repræsenterede forskellige kurdiske foreninger.

Det stod ikke klart, præcis hvad kurderne ønskede. Men de var ifølge TT angiveligt utilfredse med dækningen af sammenstød mellem kurdere og tyrkiske myndigheder i Tyrkiet det seneste halve år. 

"Vi er dagligt i dialog med mennesker, som har meninger om og vil bidrage til vort nyhedsarbejde. Men det skal ikke ske ved, at man trænger ind på redaktionen, siger Vicktor Olsson, TT's indlandschef.

Demonstranterne trængte ind i redaktionslokalet omkring klokken 17.20, og politiet forhandlede i aftes med demonstranterne om at forlade bygningen. Situationen var rolig, skrev nyhedsbureauet.

Sidste efterår stormede en stor gruppe kurdiske aktivister EU-Parlamentet i Bruxelles under høringer af de nuværende kommissærer. 

De trængte ind i parlamentet med flag og bannere i en demonstration imod gruppen Islamisk Stat, der hærger i Syrien og Irak.

De mange kurdere satte sig i et stort opholdsrum og nægtede at forlade parlamentet, før de havde talt med parlamentarikere.

/ritzau/TT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også