Deloitte: Betalt tv-forbrug dominerer blandt unge

Den gennemsnitlige medieforbruger mellem 15-34 år vil bruge lige under 5.000 kroner på medier i år, viser opgørelse over det nordamerikanske marked fra Deloitte.
Foto: Jan Dagø/Polfoto
Foto: Jan Dagø/Polfoto

Udgifter til betalings-tv sluger den største post på en gennemsnitlig amerikaner eller canadiers mediebudget for 2015. Det viser en opgørelse fra Deloitte ifølge Recode.net.

Tallet på 316 dollars (ca. 2.000 kr.) omfatter de klassiske tv-pakker, mens man kan lægge yderligere godt 41 dollars (ca. 260 kr.) oven i det beløb, hvis man skal tælle streamingtjenester som Netflix og Hulu oven i det tal.

Den unge målgruppe – også kendt under betegnelsen the millennials – har ry for at bruge mindre på medier end de ældre målgrupper. Deloittes opgørelse viser dog, at de 18-34-årige nordamerikanere vil ligge ca. 750 dollars (godt 4.800 kr.) på medier. Det samlede beløb for målgruppen bliver således 62 mia. dollars (små 400 mia. kr.)

Konsulentfirmaet peger desuden på, at den unge målgruppe samtidig bruger et anseeligt beløb på udstyr som mobiltelefoner, computere og spillekonsoller og internet-regninger. Et årligt forbrug på gennemsnitligt 3.000 dollars (ca. 19.200 kr.).

Efter tv-pakker fylder musik og computerspil mest med henholdsvis 125 og 100 dollars ud af de årlige 750 dollars. Aviser står gennemsnitligt for 19 dollars om året (ca. 122 kr.). Dog forlyder det ifølge opgørelsen, at hver sjette millennial har udsigt til at skrive sig op til et avisabonnement.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også