Mest virale: TV 2 lægger afstand til Ekstra Bladet

I toppen af listen over de medier, der havde flest historier med over 800 interaktioner, har Tv2.dk og Ekstrabladet.dk flere gange ligget side om side i toppen. I den seneste uge er billedet dog ændret, og Tv2.dk er gået i udbrud.
Siden har i den seneste uge haft 76 artikler, der krøb over tærsklen til viral-status. Samtidig nåede Ekstra Bladet op på 53 virale historier. I de foregående uger har der været et spring fra Eb.dk og Tv2.dk ned til de nærmeste forfølgere.
Det ændrer Tv2.dk's udbrud ikke på. Der er et hop fra de to øverste ned til Bt.dk og Dagens.dk, der med henholdsvis 33 og 30 historier ligger nummer tre og fire på listen.
Kiwi-brok og computerspilsnak
På listen over ugens mest virale historier har et læserbrev fra tidligere i år, hvor en læser af Jyllands-Posten skriver om sin utilfredshed med medielicensen fået nyt liv og ligger nummer et.
Den seneste uge har en historie om alternativ kundeservice på de sociale medier desuden gået sin gang på nettet. Det udløste en historie på Bt.dk, der skrev om, hvordan kundeservice i Dansk Supermarked havde svaret en kunde, der brokkede sig over kvaliteten af nogle kiwier købt i Føtex' på anmeldelsessiden Trustpilot. Klagen var skrevet med en udpræget brug af slang og begreber fra computerspil som 'League of Legends' og 'Counter Strike'. En kundeservicemedarbejder greb bolden og leverede et svar, der gjorde brug af præcis det samme sprog.
Historien ligger nummer to på listen med 12.700 interaktioner, mens Bt.dk's interview med kundeservicemedarbejderen også ligger længere nede på listen med 6.145 interaktioner.
Medier med flest virale historier i ugen:
Medie | Interaktioner | Historier 800+ | Gns. interaktioner/historie | |
---|---|---|---|---|
1. | tv2.dk | 202.682 | 76 | 164 |
2. | ekstrabladet.dk | 182.972 | 53 | 119 |
3. | bt.dk | 107.658 | 33 | 109 |
4. | dagens.dk | 85.878 | 30 | 356 |
5. | politiken.dk | 93.377 | 28 | 96 |
6. | mx.dk | 96.144 | 27 | 196 |
7. | jyllands-posten.dk | 116.935 | 19 | 56 |
8. | dr.dk | 69.108 | 12 | 19 |
9. | avisen.dk | 30.940 | 11 | 32 |
10. | lokalavisen.dk | 38.607 | 9 | 13 |
11. | information.dk | 45.475 | 8 | 69 |
12. | seoghoer.dk | 29.375 | 8 | 285 |
13. | politiko.dk | 16.564 | 8 | 62 |
14. | b.dk | 30.602 | 7 | 38 |
15. | denkorteavis.dk | 19.502 | 5 | 219 |
16. | newsbreak.dk | 22.951 | 5 | 31 |
17. | business.dk | 23.415 | 4 | 61 |
18. | nordjyske.dk | 17.868 | 4 | 25 |
19. | tv3sport.dk | 15.782 | 3 | 34 |
20. | borsen.dk | 16.011 | 3 | 55 |
Ugens mest virale historier
Ekstern lektor Filip Wallberg, der står bag indsamlingen af tallene i "I Like"-projektet, er desuden involveret i @journalistpip og @politikerpip, der retweeter de mest populære tweets fra journalister og politikere på Twitter.