Rusland åbner nyt medie i kampen mod Vestens propaganda

Det statslige medie vil tilbyde nyheder på 30 sprog som alternativ til "aggressiv propaganda" fra Vesten.
Foto: David Goldman/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: David Goldman/AP/Polfoto/Arkiv
RITZAU/DPA

Vestlige medier er med til at danne et forkert indtryk af Rusland og verden i det hele taget.

Det er i hvert fald begrundelsen for, at russerne mandag lancerede et nyt statsdrevet nyhedsbureau, der skal fungere som et alternativ til Vestens "aggressive propaganda, der promoverer en unipolær verden" styret af USA.

Sputnik, som nyhedsbureauet hedder, har en hjemmeside og et netværk af radiostationer i over 30 forskellige lande, fortæller Dmitrij Kiseljov, der er chef for det statslige mediekonglomerat Rossija Segodnja.

"Vi er imod aggressiv propaganda, som i øjeblikket bliver ført i verden, og som bygger på tanken om en unipolær verden. Vi vil sige det, andre tier om. Verden er træt af, at ét land ser sig selv som exceptionelt," siger Kiseljov med henvisning til USA.

Kiseljov betegnes som en central figur i det russiske propagandaapparat, og han er kendt for sine rabiate synspunkter om Vesten og homoseksuelle. Han er med på listen over personer, der ikke må rejse ind i EU-lande, og som har fået indefrosset eventuelle økonomiske midler i unionen.

I 2012 foreslog han, at homoseksuelle folks hjerter skulle brændes, hvis de omkom i en ulykke, så hjerterne ikke kunne blive doneret til andre mennesker. Tidligere i år har han sagt, at Rusland kan forvandle USA til "radioaktiv aske".

Sputnik-nyhedstjenesten kommer til at erstatte nyhedsbureauet Ria Novostis ikke-russiske tjenester.

I dag findes Sputniks hjemmeside kun på engelsk med særlige versioner målrettet Storbritannien og USA. Men målet er at rapportere på 30 forskellige sprog i 2015.

Hjemmesiden og radiostationerne skal drives fra kontorer i 25 byer, og der skal ansættes mellem 30 og 100 personer hvert sted, fortæller Kiseljov.

Den russiske regering forsøger i forvejen at lægge et hårdt pres på kritiske medier i landet.

Tidligere i november modtog en radiostation blandt andet en advarsel mod, at den "retfærdiggjorde krigsforbrydelser", efter at stationen havde sendt et program, hvor man diskuterede konflikten i det østlige Ukraine.

/ritzau/dpa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også