JP/Politikens Hus køber Riidr.com

Opdateret 10:30. JP/Politikens Hus overtager Riidr.com. E-bogsportalen bliver en selvstændig forretningsenhed, men skal integreres med koncernens morgenaviser.

I kampen om e-bogsmarkedet køber JP/Politikens Hus e-bogsportalen Riidr.com.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

"Med købet af Riidr.com styrker vi vores position på e-bogsmarkedet, som er et marked, vi har høje forventninger til. Riidr.com giver os en af markedets mest brugervenlige platforme, hvor man nemt og ubesværet kan læse den samme e-bog på mange forskellige devices”, udtaler adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, i pressemeddelelsen.

JP/Politikens Hus ejer i forvejen 30 pct. af netboghandlen Saxo.com, og købet af Riidr.com skal ses som et led i koncernens digitale strategi. Riidr integreres i JP/Politikens Hus som en selvstændig forretningsenhed med en intern bestyrelse bestående af bladdirektør Claus Hovge Andersen fra Jyllands-Posten, bladdirektør Roy Bruhn-Petersen fra Politiken samt forlagsdirektør Lene Juul fra JP/Politikens Forlag.

Tæt samarbejde med aviser

Planen med organiseringen er, at Riidr og koncernens morgenaviser kan drage nytte af hinanden.

”Vi ser et stort potentiale i e-bogs-markedet og har med dagbladenes abonnenter og brugere en naturlig adgang til en stor, attraktiv målgruppe. Riidr.com har en attraktiv og fremtidssikret platform med en professionel brugergrænseflade. Det er en stærk kombination”, udtaler Claus Hovge Andersen, bladdirektør i Jyllands-Posten.

Forventningen i JP/Politikens Hus er, at Riidr kan blive en central aktør på markedet for e-bøger, som de senere år årligt er vokset med mere 100 pct., udtaler Lene Juul, direktør for JP/Politikens Forlag.

Norsk mediekoncern ude

Riidr ligger bl.a. i hård konkurrence med Morten Strunges Mofibo, der er den største og mest synlige e-bog tjeneste på markedet, samt Plusbog, som er ejet af Freeway. Også Saxo.com, som JP/Politikens Hus er medejer af, har længe været undervejs med en e-bog løsning.

I 2012 købte den norske mediekoncern Schibsted 10 pct. af Riidr, der også samarbejder med norske og svenske e-bog tjenester. Hvorvidt Schibsted er ude af billedet igen med dagens ejerskifte fremgår ikke af meddelelsen.

Riidr.com blev stiftet i 2010 af Anders Breinholst og Max Theilade og er et softwarefirma, der sælger e-bøger og laver applikationer til at læse e-bøger til det danske marked.

Riidr har endnu ikke givet overskud i sin levetid. I det seneste årsregnskab for 2013 var underskuddet 1 mio. kr. efter et bruttoresultat på knap 740.000 kr. - et fald fra 2012, hvor bruttoresultatet var 1 mio. kr. og bundlinjen et underskud på en halv million kr.

Riidr har tidligere modtaget investeringer fra flere business angels heriblandt SF-Gruppen, som ejes af tobaksenken Tineke Færch.

Opdateret 10:30.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også