David Trads stopper på TV 2

TV 2 nedlægger 'Hos Trads', og derfor forlader programmets vært, David Trads, tv-stationen. Han vil nu skrue op for en række aktiviteter, han har kørt sideløbende med tv-jobbet. Opdateret.

Opdateret  kl. 17.08 med kommentar fra Peter Brüchmann, chef for Tv2.dk

Efter kun lidt over et halvt år stopper David Trads på TV 2, efter at tv-stationen har valgt at nedlægge hans program 'Hos Trads'.

Det skriver han på Facebook.

"Mit program 'Hos Trads' nedlægges nu - sammen med alle andre web-tv-magasiner - i forbindelse med TV2s nye digitale strategi, som betyder, at alle ansatte skal kunne agere på alle platforme. Det er helt ok med mig - og det er helt udramatisk, idet jeg fra begyndelsen har været ansat på en tidsbegrænset kontrakt," skriver han og benytter lejligheden til at takke en række kollegaer samt de to TV 2-chefer Michael Dyrby og Peter Brüchmann.

Han vil nu kaste alle sine kræfter ind i aktiviteter, han har kørt sideløbende med tv-jobbet. Det drejer sig blandt andet om foredrag, konsulentbistand til medier, undervisning på SDU samt et bogprojekt, skriver han.

Dropper ikke politik

Programmet 'Hos Trads' var et af de første tiltag, Peter Brüchmann satte i værk som ny chef for Tv2.dk, efter han tiltrådte i februar.

Da du kom til skulle finans og politik have mere fokus på Tv2.dk. Nu lukker i et politisk program. Hvad bliver fokus fremover?

"Det er ikke ændret. Mange af tingene er bare ikke rullet ud," siger Peter Brüchmann til MediaWatch.

Men hvorfor så fyre et politisk program?

"Vi fyrer ikke et politisk program. Vi nedlægger et format, fordi det ikke passer ind i den nye digitale strategi med de her lange stand alone web-tv formater," siger Peter Brüchmann.

Han uddyber, at der kommer nye politiske formater i sammenhæng med TV 2 News, f.eks. når det nye Mogensen og Kristiansen har premiere i morgen.

"Nogle af de her formater har afsæt i personligheder, der i forvejen er i TV 2 universet og 'Hos Trads' var et stand alone web-tv format," siger Peter Bruchmann.

Hans kontrakt er også udløbet, ville den være blevet forlænget, hvis I ikke havde lagt ny strategi?

"Det tror jeg sådan set nok. Det her har ikke noget med en utilfredshed med David at gøre."

Hvordan har brugertallene været på 'Hos Trads'?

"De har været ok. Det er ikke tal, som hvis vi har et klip, hvor Peter Falktoft (fra Monte Carlo, red.)afbryder Lisbeth Knudsen (koncerndirektør i Berlingske Media, red.) i Presselogen, og som går viralt. Men det her handler heller ikke om klik for enhver pris, men om at give en god brugeroplevelse."

Fra Metro til TV 2

46-årige David Trads startede 1. marts på TV 2, hvor han foruden værtsrollen skrev analyser og kommentarer på Tv2.dk og deltog i kanalens øvrige digitale formater.

Inden han kom til TV 2, var han ansvarlig for forretningsudvikling og indholdsproduktion - med ekstra fokus på Latinamerika - hos Metro International.

Fra 2002 til 2004 var han chefredaktør på Information og chefredaktør på Nyhedsavisen fra 2006 til 2008.

Han har derefter været USA-korrespondent på Berlingske i godt tre år, og var i knapt et år samtidig vært i Radio24syv-programmet 'Globus USA', der sendes fra Washington D. C.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også