Politikere: DR skal under lup i Eurovision-undersøgelse

Rigsrevisionens undersøgelse af Eurovision skal belyse DR's rolle og offentliggøre kontrakter, mener regionsrådsformand og SF'er.
Foto: Stine Bidstrup/Polfoto/Arkiv
Foto: Stine Bidstrup/Polfoto/Arkiv
RITZAU

Det er ganske fornuftigt, at statsrevisorerne torsdag beder Rigsrevisionen om at undersøge, hvorfor Eurovision 2014 i København brugte 77 millioner kroner over budgettet.

Det mener Jens Mandrup, som er medlem af Region Hovedstaden for SF.

"Jeg håber, at de tager et kritisk kig på DR's rolle i forhold til de voldsomme budgetoverskridelser, som skyldes krav, som DR har stillet," siger han.

Rigsrevision skal undersøge Eurovisions millionunderskud

"Jeg synes, at DR er kommet for nemt uden om det, hvis jeg skal være helt ærlig. DR har sagt, vi har gjort, hvad vi skulle, det er ikke vores skyld, at der er kommet så stort et underskud. Det er let at skynde sig væk og pege fingre af de andre," siger han.

Aftale skal frem i lyset

Samme opfordring lyder fra regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S). Ifølge hende er det den side af sagen, som mangler at blive afdækket, selvom DR har lagt sin egen redegørelse frem.

Hun håber, at DR vil lade Rigsrevisionen se aftalen mellem DR og Projektselskabet ESC 2014, den såkaldte Værtsby- og Venueaftale, der ligger til grund for afholdelsen af Eurovision i maj.

"Vi har politikere, der har set Værtsby- og Venueaftalen, men som ikke må fortælle om den. Det skyldes, at DR hele tiden har krævet fortrolighed om lige præcis aftalen. Så mit håb er, at Rigsrevisionen vil dække den del af det. Ellers får vi kun den halve del af historien. Sådan har det meget været indtil videre," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Gemmer sig bag jura

Jens Mandrup er dog spændt på, om Rigsrevisionen overhovedet vil kunne finde svar på, hvad der gik galt.

"Det kommer an på, hvor åben DR er, og hvad de svarer. DR gemmer sig bag juridiske argumenter og forholder sig ikke til det moralske i det, nemlig at man som offentlig institution altid skal tænke sig om en ekstra gang, når man bruger en masse skattekroner," siger Jens Mandrup.

Han håber, at undersøgelsen vil vise, hvor fejlene ligger, og hvor beslutningstagerne skal være skarpere og stille de rigtige krav, hvis DR og Wonderful Copenhagen skal lavet et lignende samarbejde en anden gang.

"I stedet for at lukke øjnene, så får man afdækket, hvor problemet er henne, så man kan sørge for, at det ikke sker igen til lignende store arrangementer."

Regner ikke med kritik

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen har Region Hovedstaden ikke noget at skjule i sagen om Eurovision og har været åbne om sin rolle igennem hele forløbet.

Den samme opfattelse har Jens Mandrup, der ikke regner med, at Rigsrevisionen vil have en finger at sætte på Region Hovedstadens rolle i forbindelse med afholdelsen af Eurovision.

"Vi har haft vores egne jurister til at kigge på det. Det, der har været med os, er, om vi har givet ulovlig statsstøtte til projektet. Der er vurderingen, at vi holder os inden for de kriterier, som EU stiller," siger Jens Mandrup.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også