Kritik af kontrol med Lorrys medlemsklub
Ifølge flere aktører er det kritisabelt, at kontrolinstanserne først nu har fundet ud af, at TV2 Lorrys medlemsklub Club Lorry igennem flere år har været drevet ulovligt, skriver Journalisten.
"Det kan undre, at der ikke er nogen, der har fået øje på det. Både Radio og TV-nævnet, Rigsrevisionen og Kulturministeriet fører jo tilsyn. Jeg tror ikke, det er gjort i ond tro, men man kan godt undre sig over, at det har taget så mange år at opdage, at en konstruktion er direkte ulovlig, siger Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, til Journalisten.
Hun får opbakning fra professor i jura på Aalborg Universitet Søren Sandfelt Jakobsen og medieordfører i Liberal Alliance, Mette Mock, som mener, at Rigsrevisionen har sovet i timen.
Kulturminister Marianne Jelved (R) afviser over for Journalisten, at det er ministeriets fejl, at det først nu er blevet opdaget, at medlemsklubben er blevet drevet ulovligt. Hun mener, at det var Rigsrevisionen, som skulle have opdaget fejlen.
Hos Rigsrevisionen afviser man kritikken med forklaringen, at deres revision er baseret på stikprøver.
Lorry slipper for at betale licensmidler tilbage
Medieordførere kræver lukning af Club Lorry