For at undersøge, om og i så fald hvordan Rune Lykkeberg, har sat synlige spor i Politikens kulturredaktion, har lektor og Ph.d., Nete Nørgaard Kristensen, Københavns Universitet, sammenlignet Rune Lykkebergs indlæg i avisen i sine første fire måneder på kulturredaktørposten, med sin forgænger, Anita Bay Bundegaards indlæg i hendes første fire måneder på samme post. 

Hvordan sammenligner man to kulturredaktører? F.eks. ved at undersøge, hvordan de selv optræder – med byline – i avisens spalter.

Desuden, og ikke mindst, viser den, hvordan Rune Lykkeberg er med til at profilere Politiken som kulturavis i kraft af sin egen status som ”medieintellektuel”. Det vil sige som (semi-)intellektuel aktør, der navnlig qua sine indlæg i den offentlige debat bliver kendt for sine synspunkter.

Tre forskelle trænger sig på: 

1. Lykkeberg er produktiv

Rune Lykkeberg er først og fremmest en produktiv kulturredaktør: Hvor Anita Bay Bundegaard lagde navn til 20 artikler i de første fire måneder, har han forfattet 34 artikler.

Han redigerer altså ikke blot kultursektionen, men har også selv fra første færd tegnet det journalistiske indhold som skribent.

2. Lykkeberg laver kulturjournalistik

Dette tydeliggøres, når man ser på de journalistiske genrer, de to redaktører benytter.

Begge deltager ofte i den aktuelle kultur- og samfundsdebat med kommentarer eller ’signaturer’, som det hed i Anita Bay Bundegaards tid.

Men til forskel fra sin forgænger bidrager Rune Lykkeberg også med interviews – med internationale sociologer, idéhistorikere og filosoffer – samt en række anmeldelser – af bøger skrevet af nulevende og afdøde sociologer, filosoffer og forfattere. Emnerne spænder vidt: fra demokrati, det europæiske fællesskab, neoliberalisme til amerikansk politik mm.

På denne måde profilerer Rune Lykkeberg på tværs af kulturjournalistikkens helt centrale genrer både sig selv, og kulturredaktionen,  som analytisk reflekterende, kritisk og kompetent.

3. Lykkeberg filosoferer i avisen

Dette antyder den tredje forskel – nemlig i de emner, som de to behandler i deres opinionsartikler.

Anita Bay Bundegaard orienterede sig i høj grad mod den dagsaktuelle (kultur)politiske agenda – med kritiske kommentarer om f.eks. anløbne politiske kommentatorer, (mangel på) politisk handlekraft i spørgsmålet om personer på tålt ophold i Danmark, og den daværende kulturminister Carina Christensens manglende synlighed.

Rune Lykkebergs indlæg er typisk også forankret i aktuelle begivenheder – såsom fyringen af det kongelig teaters direktør Erik Jacobsen, polemikken om Yahya Hassans digtsamling, Lou Reeds død, kommunalvalget, eller mainstream kulturprodukter som DR Dramaet Broen.

Artiklerne handler dog ikke så meget om disse begivenheder i sig selv, om deres aktuelle og faktuelle omstændigheder, eller de synspunkter man kan indtage i forhold til dem.

Snarere anlægger Rune Lykkeberg – som i sine interviews og anmeldelser – et mere abstrakt og analytisk perspektiv på de samfundsmæssige og kulturelle diskussioner, som begivenhederne ansporer til. F.eks. det Kongelige Teaters pligt til at udnytte sit privilegium som statsstøttet kulturinstitution til at sætte den kulturelle barre højt. De udfordringer, som demokratiet står over for, når den juridisk sikrede ytringsfrihed i praksis stækkes pga. frygt for vold, eller når unge kun stemmer på deres kommunalpolitikere, fordi kendisser taler til deres moralske forpligtelse.

Hermed repræsenterer Anita Bay Bundegaard og Rune Lykkebergs artikler forskellige dimensioner af den aktuelle kultur og tegner forskellige geografiske horisonter – ved at orientere sig mod henholdsvis det overvejende nationale dagsaktuelle og det bredere transnationale samfundsaktuelle.

Lykkeberg stiller nye krav

Konklusionerne peger på, at de to kulturredaktørers offentlige profil i høj grad præger både de emner, de sætter til debat i avisens spalter, men også den form, som debatten tager og dermed den samfunds- og kulturkritik, som de hver især stimulerer gennem Politiken.

Hvor Anita Bay Bundegaard på mange måder anlægger et konkret (kultur)politisk hverdagsperspektiv med klare holdninger og positioneringer, synes Rune Lykkeberg at læne sig op ad klassiske intellektuelle positioner ved at forholde sig mere abstrakt og reflekterende til det omgivende samfund. På den måde kræver Rune Lykkeberg noget andet af Politikens læsere end sin forgænger. 

Men i modsætning til den intellektuelles uafhængighed, er han som kulturredaktør på en landsdækkende avis del af Politiken og bredere af et mediesystem. Hans filosofiske og litterære engagement – og deraf hans medieprofil som (semi)intellektuel samfundsdebattør – er med til at profilere Politiken som kulturavis i konkurrencen med andre kulturjournalistiske og -debatterende medier.

Samtidig giver positionen som kulturredaktør på en af Danmarks førende kulturaviser også Rune Lykkeberg en væsentlig platform for udøvelsen og konsolideringen af netop hans eget virke og brand – som netop medieintellektuel.