Det ligger på mange måder lige for at heppe på Rune Lykkeberg som leder af Politikens kultursektion, det måske vigtigste kulturorgan i hele kongeriget. I hvert fald i egen selvforståelse, men sådan set også i min optik, da Politikens kulturredaktion ganske enkelt har hånd-og halsret over en helt særlig gruppe af kunstnere, primært de forfattere, musikere og filmfolk, som ønsker at høste anerkendelse i den kreative klasse.

Men for hovedstadens kulturinteresserede er Politiken uundværlig som parlør og debatorgan, hvorfor Rune Lykkeberg selvfølgelig sagde ja til at forlade lille Information til fordel for den store kulturbærende platform med den brede eksponering, om end kulturstoffet på begge aviser undertiden kan forekomme lige lovlig smalt.

Selvforståelse i spænd mellem Louisiana og Gyldendal

På Politiken elsker man at forudse den næste trend inden for snart sagt alt fra københavnerclubbing til cheesecake, hvilket på forunderlig vis står i skærende kontrast til redaktionens overvægt af +50-skribenter og de evige hyldestskriblerier til Bob Dylan, Woody Allen og andre forudsigeligt udvalgte kulturkoryfæer.

Rune Lykkeberg overtager altså chefstolen på en kulturredaktion, der på én og samme tid kører i kultur-rollator og mere eller mindre desperat leder efter nærmeste nye, nordiske trend, mens alt det midt imellem, det populære, det folkelige, dét holder man helst ud i strakt arm og behandler som et fænomen: Nik & Jay eller reality-stjernerne Anni & Erik, for eksempel.

Og hvad skal den nye kulturredaktør så stille op med denne Politikens særlige snobbede selvforståelse og det faktum, at organet i årevis har siddet ubehjælpsomt fast i den kulturelle Bermuda-trekant, der strækker sig fra Louisiana over Gyldendal og ud til Zentropa i Avedøre?

Mere idéhistoriker end journalist

Lykkeberg er jyde med stort J, stærk og sej - rent intellektuelt - og trods sin unge alder (født i 1974), det man vil vel bedst kan betegne som godt gammeldags klog. Saglig, sympatisk og superentusiastisk er det indtryk, han har efterladt hos mig, da jeg i en kort periode skrev for Information.

Sagen er bare, at Rune Lykkeberg synes at vide knap så meget om konkret kritisk kulturjournalistik, som han ved om politik og demokrati og ikke mindst den kulturradikalisme, som han allerede (i sin ugentlige lørdagsklumme) har fastslået engang var kendetegnet ved kritik af tradition og autoritet, men nu selv er blevet tradition og autoritet.

Det gælder også Politiken, de kulturradikales førende avis, er blevet det, de engang beskyldte andre for, men intet tyder på, at Lykkeberg som redaktør af selvsamme vil gøre noget ved det problem.

Når Lykkeberg hævder, at vi nu alle er kulturradikale, så kan jeg vel hævde at ingen er kulturradikale længere, i kritisk forstand?

Rune Lykkeberg er en fremragende retoriker og samfundsdebattør, men er han  kulturradikal nok til for alvor at tage opgøret med Politikens autoritet som kulturinstitution?

Politikens meningsmagt

Det ligger selvfølgelig i den kulturradikale ånd, at man åbenlyst spreder spalter for alverdens pladderhumanister, halal-hippier og skinger-feminister, men ligefrem SERIØST at anfægte sin egen magtposition, det gør man vist kun på bagsiden.  

Lykkeberg interesserer sig for såkaldt ’meningsmagt’, det har han selv beskrevet, men som han også har udtalt, så kom han ikke ind på Politiken med en færdig plan for kulturredaktionen i sin mandetaske.

”Vi skal drage alle de institutioner, som udøver magten i kulturlivet, til ansvar i stedet for altid at holde med dem. Vi er ikke en kulturinstitution ved siden af Gyldendal og Louisiana. Politiken er en kulturinstitution, men spørgsmålet er bare, hvilken type kulturinstitution vi skal være. Det er ikke sådan, at Politiken nu skal være noget radikalt andet, end vi er. Men det at lave Politiken, det skal genopfindes, og der tænker jeg, at Politiken gerne må være en avis, der går lidt med kniv - uden at man har gaflen i den anden hånd. Det at være kulturbærende er jo også en måde at udøve magt på. Det at bestemme den gode smag er også en måde at bestemme, hvad dårlig smag er.”

Det er yderst præcis sagt, skarpt skåret uden at man, her et kvartal efter hans tiltræden, sidder med en fornemmelse af, at Politikens kulturredaktion rent faktisk er begyndt at gå med kniv. Heller ikke bare en lille lovlig én, skjult i Hunter-gummistøvleskaftet.

Mere kniv, Rune

Kulturredaktøren har godt nok personligt backstabbet en valgkampagne, hvor en række kulturkendisser skulle lokke de unge til kommunalvalgs-urnen, hvilket var befriende politisk ukorrekt på en facon, man sjældent ser i Politiken. Han kaldte kampagnen for moraliserende folkepædagogik. Mere af den slags stikkeri, Rune!

På Politiken er de, ifølge Rune Lykkeberg, hævet over den risiko, da Jes Stein Pedersen tjener ’den samme herre, nemlig litteraturen’.

Rune Lykkeberg erklærer sig her som idealist, grænsende til det redaktionelt naive, og det skal blive spændende at følge om Jes Stein kan undgå at uddele kolde legatkontanter til egne venner. Eller bare egne yndlinge.

Holder med magten

Jeg gentager lige Lykkebergs formålserklæring: ’Vi skal drage alle de institutioner, som udøver magten i kulturlivet, til ansvar i stedet for altid at holde med dem’.

Forstået således, at kulturen ikke blot er den samme herre, som vi alle blindt tjener.

I sagen om Jes Stein og kunstfonden indleder Rune Lykkeberg desværre med at holde med magten og ikke mindst, at holde med sig selv og troen på egen ufejlbarlighed.

Altså, har den nye kulturredaktør endnu ikke rykket en millimeter ved Politikens selvforståelse, som efter min mening er en betydelig udfordring i forhold til at fordele magt og eksponering i kulturlivet mere demokratisk.

For selvfølgelig er det ikke sådan, at ’Alle har ret’, som Lykkebergs bog om demokrati så finurligt hedder. Ikke alle har ædle motiver, heller ikke i kulturindustrien.

Det kunne derfor være så fint, hvis Politiken kunne lægge klaphatten fra sig en periode, og så går ellers gå (selv)kritisk til kultur-makronerne. Anført af Rune Lykkeberg, når han er mest skarp.

Efter første periode som kulturredaktør bliver det nok mest på såkaldt lykke og fromme. Som ifølge ordbogen betyder, at man ved et tilfælde kan være heldig, men der er ingen sikkerhed for, at det går godt.