"Tigerdyret fra Bruxelles" modtager Berlingske-pris

Den Berlingske Fond har netop uddelt sine to årlige priser: Journalistprisen og Hædersprisen. Journalistprisen går til DR's EU-korrespondent Ole Ryborg.
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Tigerdyret fra Bruxelles. Sådan præsenterede Uffe Ellemann-Jensen i sin prisoverrækkelsestale EU-journalist Ole Ryborg, der i dag modtog Den Berlingskes Fonds Journalistpris på 100.000 kr.

"Man tror, han er lavet af gummi, han springer i øst og i vest," refererede den tidl. udenrigsminister og medlem af priskomitéen beskrivelsen af den Peter Plyske bikarakter, det livlige, ivrige, nysgerrige tigerdyr.

Journalistprisen tildeles en journalist, der har "udrettet noget ekstraordinært gennem journalistikken", og den mangeårige Europa-journalist Ole Ryborg fik prisen for:

“mange års god og professionel journalistisk indsats i dækningen af Europastoffet. Den særlige gennemslagskraft, Ole Ryborg præsterer, skyldes i høj grad, at han som Danmarks Radios korrespondent er direkte med – uden forstyrrende og forvrængende mellemled – men hans indsats her er så meget mere beundringsværdig, fordi nogen har påstået, at han egentlig er ”imod skærmens natur” – som det blev sagt for et halvt århundrede siden, da man begyndte med nyheder på TV. Det generer ikke Ole Ryborg. Og se, miraklet sker: Han trænger igennem med sine fortællinger.”

Sølvbryllup med EU

Ole Ryborg begyndte som EU-journalist for over 25 år siden, først som journalistpraktikant for EU-modstandernes ugeavis NOTAT, og han har siden både været på Information, Det fri Aktuelt, Weekendavisen, Mandag Morgen og DR.

Han har dækket mere end 75 topmøder, har tilbragt sammenlagt to år på hotelværelser i Strassbourg og har oplevet EU vokse fra 12 til 28 medlemslande, skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Journalistprisen uddeles af en komité bestående af Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister, Lasse Jensen, mediejournalist og vært på P1's 'Mennesker og Medier' og Berlingske Medias topchef og formand for Den Berlingskes Fond, Lisbeth Knudsen. 

Hæderspris til Bertel Haarder

Ved samme lejlighed uddeltes også Den Berlingske Fonds Hæderspris, der også er på 100.000 kr. og tildeles en dansker, der har haft en "særlig betydning eller ydet en særlig indsats" inden for politik, erhverv, kultur eller samfund.

Prisen gik til mangeårige Folketingsmedlem Bertel Haarder, der gennem sin karriere har været minister for en lang række områder, bl.a. undervisning, forskning, integration og indenrigsforhold.

Bertel Haarder, der blev valgt ind i Folketinget i 1975 og har arbejdet der i over 32 år, får prisen for sin indsats som samfundsdebattør.

Formand for Den Berlingske Fond, chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen sagde bl.a. om Bertel Haarder:

“Den Berlingske Fonds bestyrelse har valgt at give årets hæderspris til dig for din enorme indsats som samfundsdebattør, som knivskarp iagttager af stort og småt i vores danske velfærdsmodel, som en fornem forvalter af danskheden i ordets allerbedste og mest perspektivrige betydning, som en politisk ener, der har turdet forfægte idealer og ideologier i en tid, hvor politik har en tendens til at blive taktisk og udspekuleret. Vi har brug for flere enere som dig i den hjemlige debat."

Hædersprisen er blevet uddelt siden 1975, og gik sidste år til Klimaforsker, Dorthe Dahl-Jensen.

Berlingskes Fond er en selvejende institution, der yder støtte til almennyttige formål af national, kulturel, social eller videnskabelig karakter, undervisning og forskning af særlig interesse for pressen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også