De Berlingske journalisters pris nedlægges

Medarbejderforeningen på Berlingske har besluttet at nedlægge sin journalistpris. Andre priser har taget over, lyder det fra formanden, som også mener, at prisen blev for dyr. 

Siden 1997 har medarbejderforeningen på Berlingske hvert år uddelt en hæderspris for en fremragende journalistisk indsats. Men nu er det slut.

På et bestyrelsesmøde i sidste uge besluttede foreningen at nedlægge de Berlingske journalisters pris.

”Den har haft sin tid,” lyder det fra tillidsmand og formand for foreningen, Uffe Gardel, der var med til at indstifte prisen tilbage i 1996.

Har udspillet sin rolle

Dengang lavede man prisen, fordi man mente, at uddelingspolitikken ved Berlingske-husets anden pris – den Berlingskes Fonds journalistpris - men også cavlingprisen var forkert.

”Da vi oprettede prisen, havde husets egen officielle pris, den Berlingske Fonds journalistpris, en mærkværdig tildelingspolitik, hvor man overvejende gav prisen til bedagede chefredaktører. På samme måde var cavlingprisen slået ind på en politik, hvor man primært gav den til folk, der havde gjort et scoop. Dengang dækkede vores pris et behov, men den rolle synes vi egentlig er udspillet i dag, da både cavlingprisen og den Berlingske Fonds pris har ændret uddelingspolitikken til noget mere fornuftigt,” fortæller Uffe Gardel og nævner, at de to øvrige priser i dag bl.a. giver hæder til journalister for en længevarende indsats i en sag.

Økonomien spiller ind

Det var Uffe Gardel selv, der havde fremsat forslaget om at afskaffe prisen, og han tilføjer, at der også ligger en økonomisk begrundelse bag afskaffelsen af prisen, der foruden en statuette indeholder et rejselegat på 15.000 kr.:

”En bi-omstændighed er selvfølgelig, at det er en dyr pris for os. Den har lagt beslag på omkring en fjerdedel af vores kontingentindtægter, og i disse tider, hvor reallønnen falder, og hvor startlønnen for nyuddannede journalister falder rigtig meget, er det måske meget fornuftigt at beholde de penge selv.”

De forskellige vindere af prisen kan ses på medarbejderforeningens hjemmeside.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også