Fitness og forlystelser kan være næste skridt for Aller

Købet af Nyhavn Rejser var første skridt på Aller Medias vej mod at sprede risikoen væk fra det usikre onlinemarked og den vakkelvorne printforretning. Med etableringen af Aller Leisure er spekulationen siden gået på, hvad næste opkøb til den nye division bliver.
Det løfter Pål Thore Krosby, adm. direktør i det danske datterselskab Aller Media, nu lidt af sløret for. I et interview med Berlingske fortæller han, at han ser potentiale i at udvide Aller Leisure-divisionen med eksempelvis fitness og forlystelsesparker.
”Investeringer inden for fitness, helse og sundhed kunne godt være relevant og give gode synergier, f.eks. i forhold til SlankeDoktor.dk. I Norge har Aller købt en slankevirksomhed, fordi det er indholdsrelateret. Det er et eksempel på samme type tænkning,” siger han til Berlingske.
Vi køber ikke op efter overskudsgrad
Underholdning i et bredere perspektiv kan også tænkes ind i Aller Leisure-forretningen, fortæller Pål Thore Krosby, der blandt andet også her peger på forlystelsesparker. Koncernens opkøbsjagt under navnet Big Leap følger en tjekliste, hvor 20 punkter skal opfyldes, før Aller vil opkøbe et selskab. Og det er ikke begrænset til Leisure-området, så længe der er tale om en forretning, der kan stå alene.
”Vi kan ikke sætte krav til overskudsgrader, for det kommer helt an på, hvilken branche vi køber op i. Rejsebranchen har generelt lavere marginer end os, og vi kan godt gå ind i brancher og virksomheder, som har lavere marginer, end hvad vi har været vant til,” siger Pål Thore Krosby til Berlingske.
Relaterede artikler:
Aller barsler med hemmeligt globalt site
For abonnenter
Aller tog det første skridt - og et stort spring
For abonnenter