Briefing: Ugen i mediebranchen

Public service-polemik på Christiansborg, 24syv-opfølgning og et nyt skud regnskaber fra bl.a. Bonnier har alle udfyldt en plads på denne uges mediehimmel. Få dit overblik med ugens briefing.
Foto: PR/ Radio Loud
Foto: PR/ Radio Loud

Det er ikke kun landets skoler, der har trukket stikket i den famøse uge 7. Trangen til ski, bjerge og kolde fadøl har tydeligvis kriblet i mange mediefolk. Men branchen står aldrig stille, og der er blevet rykket på alt fra medieforhandlinger over digitale debatspor og til papirkrisen. Du kan komme up to speed, inden du skal tilbage på pinden med denne uges overflyvning.

Klummeskribent på Berlingske Anne Kirstine Cramon meddelte mandag sin tilbagetrækning fra debatsiderne i avisen, fordi hun oplever, at den offentlige debat, kritikken og tonen er for opslidende. Det genstartede en større diskussion af kvinders position i den offentlige debat. Debatredaktør Pierre Collignon kaldte det et "kæmpe problem generelt" at få kvinder i debatspalterne, men havde svært ved at se, hvordan avisen skal filtrere private, ubehagelige henvendelser. Læs hans overvejelser, her.

Politik og public service

Vi parkerer ved Christiansborg, hvor de længe ventede medieforhandlinger så småt er begyndt at rulle – også uden for granitvæggene i hovedstaden.

Venstre og Dansk Folkeparti røbede således mandag til MediaWatch, at regeringen vil sende yderligere 120 mio. kr. i retning af DR i en ny medieaftale for bl.a. at styrke regional dækning. Begge partier, der var en del af kredsen, der vedtog store besparelser på DR i 2018, modsatte sig idéen.

Vi bliver ved oppositionen. I de seneste år har en hel eller delvis privatisering af det statsejede mediehus været en del af den borgerlige mediepolitiske dagsorden. Og selvom det fortsat er et ønske, kommer et TV 2-salg ikke med til forhandlingsbordet, når der skal indgås en aftale om et nyt medieforlig, meddelte både Venstre og Konservative til MediaWatch.

Tv-distributører står til at skulle betale flere hundrede mio. kr. i moms som følge af et lovforslag, der vil ende momsfritagelsen på bl.a. tv-rettigheder. Revisionshuset Deloitte mente imidlertid, at Skatteministeriets tolkning af EU-dom, som ligger til grund for momsændringen, er ”søgt”, mens KPMG-partner var "meget skeptisk" og pegede på, at andre EU-lande ikke vil ændre regler efter dommen.

Vi springer til et lidt mindre nørklet, men stadig kuperet terræn i Mediedanmark.

Vi tog nemlig en snak med 24syvs chefredaktør, Simon Andersen, om de ændringer kanalen havde lovet Radio- og tv-nævnet at søsætte her i begyndelsen af februar for at rette ind i forhold til sendetilladelsen. Han mente, at man har implementeret ca. 99 pct. af de lovede tiltag, og kaldte det en "enorm lettelse" at kunne sætte flueben ved arbejdet.

Regnskaber

Fra én type obligatorisk opgørelse over tilstanden af ens forretning til en helt anden. Regnskabssæsonen blæser fortsat for fulde vinde, og vi har nærlæst et par stykker:

Bonnier Publications, der har magasiner som Illustreret Videnskab og Iform under bæltet, har i flere år mærket konsekvensen af et strukturelt faldende printmarked, der har barberet hundreder af millioner af magasinhusets toplinje og tvunget selskabet ud i opdyrkning af de digitale vækstmarker. Omstillingen har taget årevis og resulteret i bl.a. abonnementsmure omkring flere magasinbrands på nettet. Bonniers adm. direktør forklarede, hvordan magasinhuset nu kan høste frugterne.

Monitormediers brede vifte af nichemedier inden for bl.a. idræt, kultur og skoleliv, fik igen underskud i 2021. Det var dog lavere end ventet, dels på grund af flere indtægter fra annoncer og abonnementer, dels at der ikke blev søsat nye medier, som ellers var planen, fortalte adm. direktør Anders Jerking.

Mens Schibsteds samlede forretning voksede i 2021, noterede den norske mediekæmpe et omsætningsfald i fjerde kvartal i de danske onlinemarkedspladser Bilbasen og Den Blå Avis sammenlignet med året før. Koncernens medieforretning med bl.a. aviserne VG og Aftonbladet havde dog medvind.

Vi afrunder dette regnskabspotpourri med en udvikling, der har voksende konsekvenser for printmedier. På få måneder er priserne på papir til magasiner og aviser steget med 34 til 39 pct. som konsekvens af strejker hos papirproducenten UPN i Finland og generel mangel på papir. Over det seneste år er priserne eksploderet med op til 80 pct. ifølge international opgørelse.

Vi slutter overflyvningen hos gode gamle Google.

De britiske konkurrencemyndigheder har efter mere end et års granskning af Googles planer om at udfase tredjepartscookies accepteret techgigantens tilsagn på en række områder, der skal imødekomme bekymring om, at techkæmpen får en dominerende position på annoncemarkedet. Løfterne gælder globalt, lød det bl.a. fra Google.

Ugens tal

90 mio. dollar - eller omkring 591 mio. kr. - så meget har Facebook accepteret at betale i et forlig for at sætte punktum i et ti år gammelt, privat søgsmål mod platformen om uretmæssig indsamling af brugerdata.

Nyt på navnefronten

Nina Brorson tiltræder som souschef på Berlingskes indlandsredaktion. Hun kommer fra TV 2, hvor hun har været indholds- og forsideredaktør.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) bliver vært på et program på Dk4.

Tidligere produktionschef i DR Charlotte Borg vender til marts tilbage til DR Byen.

Det læste vi i andre medier

Financial Times har beskrevet den tiltagende papirkrise i Europa, som sender priserne på himmelflugt og truer flere sektorer - heriblandt medierne - fordi de kan risikere ikke at have papir at trykke på i nær fremtid.

Anne Kirstine Cramons exit fra Berlingske klummehold satte ny energi til diskussionen af kvinders position i den offentlige debat. Politiken har talt med fire fremtrædende kvindelige debattører for at høre om deres oplevelser og forholdsregler i forbindelse med at stikke hånden i debatbikuben.

Med ønsket om en god weekend

MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også