Chipaktier stiger efter Facebook-navneskift
![Foto: PR](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13441667.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7ibfyokwuph1m65bpfko.jpg)
Selv om den i gangværende chipkrise fortsat buldrer i selskab med en generel forsyningskrise, steg aktierne i flere chipproducenter alligevel i sidste uge på nyheden om, at giganten Facebook nu vil skifte navn til Meta og skabe et såkaldt Metaverse.
Metaverset er der, hvor Facebook mener, at vores digitale liv rykker hen i fremtiden.
Ideen om, at vi i fremtiden skal bruge sociale medier som en avatar i et metavers, kræver chips og heftige grafikkort, og det fik blandt andet grafikkortproducenten Nvidia til at stige.
Det skriver Børsen.
"Nvidia er nok den mest højteknologiske chipproducent af dem alle. Nvidia ser sig selv i selvkørende biler, hvor det kræver en sindssygt stærk regnekraft, men Nvidia ser også sig selv i metaverset, der kræver enorm datacloud-kapacitet," siger Michael Friis Jørgensen, aktiechef i HC Andersen Capital til avisen.
Meta - der altså tidligere hed Facebook - annoncerede i oktober, at selskabet vil investere over 10 mia. dollars i sit metavers de kommende år. Det vil blandt andet skabe flere danske jobs, og altså også kræve masser af computerkraft.
Artiklen er leveret af vores søstermedie ItWatch.