Instruktør bag dansk oscarbud: Et meget følelsesladet projekt

Filmen "Flugt" handler om instruktørens nære vens vej fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Instruktør Jonas Poher Rasmussen ser det som en kæmpe ære, at hans film "Flugt" er indstillet som Danmarks bud på en dansk oscarnominering.

"Det er fantastisk, når man går og arbejder på noget i så lang tid, at det så får den anerkendelse fra ens kolleger i juryen, men også at den får mulighed for at komme ud på den store scene i verden," siger instruktør Jonas Poher Rasmussen.

Filmen er en animeret dokumentar, der handler om instruktørens gymnasieven Amins flugt fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.

"Det er en meget personlig historie om en af mine nære venner, som jeg mødte, da jeg var 15 år gammel," fortæller instruktøren.

Jonas Poher Rasmussen fortæller, at Amin aldrig havde fortalt nogen, hvorfor og hvordan han kom til Danmark.

Men for et par år siden fortalte Amin sin historie til Jonas Poher Rasmussen, der også fik lov til at optage Amins ord.

Derefter er hele rejsen fra Afghanistan til Danmark blevet animeret.

"Det har været et meget følelsesladet projekt, men på en god måde," siger Jonas Poher Rasmussen.

Instruktøren fortæller, at dokumentarfilmen er animeret af flere forskellige årsager.

"Først og fremmest ville Amin gerne være anonym, fordi det er første gang, han fortæller om den her flugt."

"Han har ikke lyst til være offentlig kendt og blive konfronteret med sit livstraume, hver gang han møder nogen på gaden, der har set filmen," siger han.

Jonas Poher Rasmussen forklarer også, at filmen er animeret, fordi det meste af handlingen foregår i fortiden.

"Det er også en film, der handler meget om minder og traumer, hvor man med animation har mulighed for at være mere ekspressiv i, hvordan man kunne vise de her ting."

Filmen har allerede opnået international anerkendelse - blandt andet ved at være udtaget til flere nordamerikanske filmfestivaler.

Derfor har Jonas Poher Rasmussen talt med Amin om, hvordan det er, at mange nu kender hans historie.

"Det betyder enormt meget for ham at opleve, at folk kan relatere til hans historie, selv om de ikke nødvendigvis har flygtningebaggrund eller er homoseksuel, som filmen også handler om," siger han.

"Flugt" blev valgt som Danmarks bud på en oscarnominering fremfor filmene "Margrete den Første" og "Skyggen i mit øje".

Filmen Flugt er indstillet som dansk oscarkandidat

Premiere udskydes: Dansk film minder om angreb i Norge

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også