DK Medier barsler med it-system til lynload af websider

Det danske medieselskab har udviklet en ny software, der bl.a. kan få nyhedstjenesters websider til at blive indlæst hurtigere end hidtil.
Foto: /ritzau/Thomas Borberg
Foto: /ritzau/Thomas Borberg

Medieselskabet DK Medier, der bl.a. står bag dknyt.dk, avisen Kommunen og flere nicheportaler, er på vej med en ny software, der kan tvinge indlæsningstiden af bl.a. mediers onlinesites i bund, så det ikke tager mere end milisekunder. Det skriver DK Medier i en pressemeddelelse.

Medieselskabet har selv udviklet it-systemet Blizzload efter længere tids frustration over langsom indlæsningstid af egne nyhedssites.

"Det er spild af læsernes tid, betyder færre sidevisninger og dermed mindre indtjening fra annoncører. Webbutikker risikerer, at en købshandling afbrydes, fordi den potentielle kunde ombestemmer sig – selvom betalingskortet allerede er fundet frem. Endelig er der oplevelsen af, at det bare er lækkert at hente information på en side, hvor man ikke skal væbne sig med tålmod hver gang, man klikker," siger adm. direktør i DK Medier, Claus G. Theilgaard, i meddelelsen.

Den nye software er udviklet af Martin Wgeberg, it-chef på DK Medier. Han er i øjeblikket ved at teste systemet på selskabets egne sites.

"Resultaterne er ganske overbevisende. Vi er i perioder oppe på hastigheder, hvor vores sites indlæses hurtigere end 99 pct. af alle sider i verden. Og vi er ikke færdige med at optimere og finjustere endnu," siger Martin Wegeberg i meddelelsen.

Hvornår it-systemet ventes at være klar til fuld implementering og videresalg, oplyser DK Medier ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også