Peytz & Co foretager fjerde opkøb på lidt over et år

Det digitale bureau har købt op igen. Det er nødvendigt for at følge med efterspørgslen, siger direktør.

Det digitale bureau Peytz & Co har været på opkøbstogt igen. Denne gang er det selskabet Goos Aps, som Peytz & Co har overtaget. Det skriver Peytz & Co i en meddelelse.

Opkøbet er bureauets fjerde på bare 13 måneder. Goos er specialiseret i udvikling af skalerbare webløsninger og eksperter i integrationer samt mobil- og webapplikationsudvikling. På kundelisten har Goos blandt andre Ecco Sko, Shell Danmark, Dansk Industri og KFUM Spejderne, og bureauet tæller i alt 10 medarbejdere i København og Sofia.

"Flere og flere ser nu potentialet ved at bringe data om kunderne i spil direkte i forhold til hvordan den enkelte kunde mødes i de digitale kanaler - og med hvad. Samtidigt er flere brancher udfordret af digitaliseringen, og egentlig disruption er et meget reelt scenarie for mange. Samlet giver det et massivt behov for hjælp, og her tilbyder vi gennemprøvede, effektive processer inden for innovation, nytænkning og teknik," udtaler Christian Peytz, direktør i Peytz & Co.

For at følge med efterspørgslen har Peytz og Co været nødt til at gå på opkøbsjagt i branchen.

"Vi er vokset organisk indenfor forretningsrådgivning, design og brugeroplevelser. Når vi taler udvikling af applikationer, og de tilhørende integrationer og skræddersyede løsninger, har vi vel snart tradition for at måtte købe op for at kunne følge med efterspørgslen," udtaler Christian Peytz.

Peytz og Co har mere end 100 ansatte fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Chisinau i Moldova og Sofia i Bulgarien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også