Telia rygtes igen på vej mod køb af TDC

Ifølge svensk medie vil telegiganten Telia angiveligt købe TDC, der som modsvar - for ikke at blive solgt - overvejer at lægge bud på det svenske kabelselskab Com Hem.
Foto: PR/Yousee
Foto: PR/Yousee
RITZAU FINANS

Det erfarer den svenske erhvervsavis Dagens Industri, der henviser til anonyme kilder.

Der har tidligere været rygter fremme om, at Telia skulle være interesseret i at købe TDC, blandt andet fordi det svenske selskab har haft enormt vanskeligt ved at tjene penge på det danske telemarked.

TDC har en markedsværdi på 30 mia. kr., og hvis købet skulle blive en realitet, vil det ifølge den svenske avis være det største køb nogensinde af et børsnoteret selskab i Sverige.

Telia-topchef Johan Dennelind siger til Dagens Industri, at indtjeningen i Danmark er for lav, og at selskabet ser på forskellige løsninger, men at der ikke er fundet noget alternativ endnu". Det er på linje med tidligere meldinger.

I løbet af 2016 var Telia flere gange også rygtet interesseret i TDC, hvilket kom frem, i forlængelse af at den amerikanske kapitalfond Apollo havde snoren ude efter den danske telekoncern. Interessen fra amerikanerne blev senere begravet - angiveligt på grund af uenighed om prisen.

Hvis TDC som modsvar for interessen fra Telia skulle købe Com Hem, vil det formentlig kræve en stor kapitalforhøjelse, da teleselskabet i øjeblikket har en høj gæld efter opkøbet af norske Get i 2014.

Et køb af Com Hem, der sælger bredbånd, tv og telefoni, vil betyde, at Telia formentlig ikke kan få lov at købe TDC, da selskabet i så fald vil blive en for dominerende spiller på det svenske marked.

I efteråret 2015 var der også en historie fremme om, at TDC overvejede et køb af Com Hem, men på daværende tidspunkt var meldingen fra TDC, at historien på ingen måde havde hold i virkeligheden.

/ritzau/FINANS

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også