Netflix satser dyrt og royalt
![](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article9092681.ece/ALTERNATES/schema-16_9/the%2520crown.jpg)
Det er efter sigende verdens dyreste tv-serie, der føjes til Netflix-menuen, når streamingtjenesten 4. november frigiver første sæson af serien "The Crown", skriver Jyllands-Posten.
Netflix har angiveligt postet 140 mio. dollar, svarende til 885 mio. kr., i serien, hvilket gør den til verdens hidtil dyreste. Som titlen signalerer, har dramaet et royalt udgangspunkt og er bygget op om de politiske og personlige begivenheder, der har kendetegnet Dronning Elizabeth d. 2.'s regeringstid. Hver sæson dækker et tiår - første sæson perioden fra 1947-1956.
For Netflix har investeringerne i egenproducerede serier som "House of Cards", "Marco Polo", "Orange is the New Black" og "Narcos" været en vigtig nøgle til den vækst, der har gjort streamingtjenesten til en dominerende global spiller med 80 mio. abonnenter.
Investeringerne har samtidig bragt Netflix op blandt de underholdningskoncerner, der investerer mest i det manuskriptbårne tv-indhold. Ifølge rapporten World TV Production Report 2016 investerede Netflix 4,9 mia. dollars, svarende til 33,1 mia. kr., mens Amazon brugte 2,6 mia. dollars (17,6 mia. kr.)
"Niveauet af de investeringer, vi ser fra Netflix og Amazon, overgås kun af Disney (11,8 mia. dollars) og NBC (10,3 mia. dollars)," sagde Tim Westcott, senioranalytiker hos IHS Technology, i en kommentar.