Nye online trafiktal lander i næste uge

Efter flere måneders forsinkelse lanceres den nye måling af mediernes online trafik, som Gallup står for, i næste uge.

Efter weekenden kan mediemarkedet igen følge med i, hvor mange brugere og sidevisninger de danske medier trækker.

På mandag går Danske Medier Research i luften med Dansk Online Index, der udarbejdes af Gallup.

Målingen afløser den hidtidige trafikmålinger, som Gemius indtil årsskiftet har stået for, og udvider billedet af mediernes online styrke bl.a. med daglige brugertal frem for månedlige.

"Dansk Online Index sikrer et transparent og veldokumenteret online marked, hvor der er offentlig adgang til de væsentligste nøgletal for de tilsluttede medier," skriver Danske Medier Research i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen. 

TNS Gallup vandt i februar 2015 udbuddet om at drive Danske Medier Research’ officielle måling af den danske onlinetrafik. Målingen omfatter fra start ca. 200 websites og omfatter data fra januar i år.

De nye trafikmålinger har været plaget af flere forsinkelser igennem foråret, hvor tallene oprindeligt skulle have været søsat. Ventetiden har givet anledning til panderynker blandt medierne. I juni meldte fodboldmediet Bold.dk ud, at man overvejede ikke at tilslutte sig målingen på grund af et højere prisniveau og tvivl om relevans.

Hvilke sites der er med, når Dansk Online Index har premiere  på mandag, fremgår ikke af pressemeddelelsen fra Danske Medier Research.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også