Se og Hør går i infight med Her og Nu om realitystjerner

Aller-koncernen går i konfrontation med Egmont på dækningen af reality med en ny portal.

Godt et halvt år efter Egmont købte realityportalen.dk, går Aller i direkte konkurrence og lancerer portalen realitv.dk.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Hos Egmont er Realityportalen i dag en del af Her og Nu på nettet - tilsvarende bliver det Allers største kulørte kendisblad, Se og Hør, der opruster på dækningen af realitystjerner som Gustav og Linse med den nye portal.

”Reality fylder så meget i vores flade, at vi vælger at lave et helt univers kun til det. Vi kan se på vores digitale brugere, at de elsker stoffet og ikke kan få nok. Nu skruer vi op og øger kærligheden til stoffet,” siger Se og Hørs chefredaktør, Niels Pinborg, i meddelelsen.

Events en del af pakken

Realitv.dk blev søsat inden sommer i en soft launch og vil ud over nyheder og features og videoer med reality-stjerner "fra alle hjørner af genren – og uden begrænsninger" satse på events.

”De sidste to år har vi satset kraftigt på reality. Vi har sponsoreret og været eksklusiv mediepartner på Reality Awards. Et prisuddelingsshow, der er blevet en lille stjerne i sig selv, som vi fortsætter,” siger Niels Pinborg.

I august var realitv.dk bag en reality-vogn til Copenhagen Pride, senere i denne uge er det realitv.dk, der står bag et fodboldhold bestående af reality-stjerner, der spiller velgørenhedsbold for en sjællandsk klub, skriver Aller i pressemeddelelsen.

Svar på Egmont-udfordring

Lanceringen skærper konkurrencen mellem Se og Hør og Her og Nu, der udgives af Egmont Publishing. I januar købte Egmont Realityportalen, der blev lanceret i 2012, og som er en kernekomponent i Her og Nu's digitale ambitioner. Portalen blev lagt ind under herognu.dk tidligere på året og har været med til at sende trafiktallene i vejret.

Adm. direktør i Egmont Publishing Klaus Høeg-Hagensen sagde allerede sidste efterår, at koncernens målsætning er at udfordre Se og Hørs dominans blandt ugebladene på nettet.

”Vi har en ambition om, at vi rimeligt hurtigt skal kunne bide Se og Hør i haserne digitalt. Hvor lang tid det tager, må vi se, men jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke inden for en overskuelig periode skal kunne blive de stærkeste digitalt.”

Der er dog stadig et godt stykke vej for Her og nu op til Se og Hør på nettet. I juli havde Se og Hør 895.000 brugere, mens Her og Nu havde knapt 510.000. På sidevisninger var afstanden og stor, her havde Se og hør 12,8 mio., mens Her og Nu havde 3,5 mio.

Top 50: Totalt brugertal, juli 2015

Top 50: Sidevisninger, juli 2015 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også