Ny dom lukker Pirate Bay i Norge

Norske rettighedshavere har vundet en sag mod en stribe pirat-sites, heriblandt Pirate Bay, der nu bliver blokeret.

Norske internetleverandører skal fremover blokere brugernes adgang til pirat-portaler, hvor brugerne kan downloade film og tv-serier ulovligt.

Det slår en ny dom fast i en sag anlagt af norske rettighedshavere, skriver NRK. Dommen gælder syv portaler på nettet, der distribuerer indhold uden at skele til copyright, heriblandt Pirate Bay.

"Dette er en fuldstændig sejr for norske rettighedshavere," siger Willy Johansen fra organisationen Rettighedsalliancen, der har bistået rettighedsejerne i sagen, til NRK.

Ud over Pirate Bay betyder dommen, at nordmændene ikke længere kan få adgang til sites som Movie4k, DreamfilmHD, Primewire og Extratorrent. Den store ulovlige filmtjeneste Popcorn Time var ikke en del af søgsmålet.

Ud over at få blokeret indgangsdøren skal folkene bag de pågældende pirat-sites i Norge betale sagsomkostningerne, siger dommen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også