Twitter skal have ny topchef

Adm. direktør Dick Costolo forlader Twitter, og medstifter Jack Dorsey tager midlertidigt over. Ifølge en analytiker har selskabet brug for friske kræfter for at skabe vækst.
Foto: Soeren Stache/AP/Polfoto/Arkiv
Foto: Soeren Stache/AP/Polfoto/Arkiv

Selskabet bag det sociale medie Twitter skal have ny direktør. I en pressemeddelelse fortæller selskabet, at Dick Costolo stopper 1. juli, og at medstifter Jack Dorsey tager midlertidigt over, indtil en afløser er fundet.

Dick Costolo, der blev driftsdirektør i 2009 og topchef i 2011, fortsætter dog i bestyrelsen for selskabet.

Han skal samtidig være administrerende direktør for betalingsselskabet Square Inc., som han selv var med til at stifte i 2009.

I en skriftlig udtalelse siger Dick Costolo, at han er "utrolig stolt" af sine seks år i Twitter-toppen.

"Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, som bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne har vist mig gennem årene," siger han.

Langsom vækst

Det står ikke umiddelbart klart, hvad der er årsagen til Costolos farvel, men Twitter har haft problemer det seneste års tid med at fastholde sit vækstniveau.

Samtidig er aktiekursen faldet betragteligt fra topniveauet i begyndelsen af 2014. Dengang hed kursen 69, men er nu nede på omkring 36.

"Desværre kommer denne nyhed ikke som en overraskelse. Når man skærer det ind til benet, går det ikke så godt for Twitter for tiden hverken i forhold til dets brugere eller dets forretning," siger Nate Elliott, chefanalytiker ved rådgivnings- og konsulentvirksomheden Forrester Research, til Reuters.

"Twitter har aldrig været særlig god til at give sine brugere en grund til at komme tilbage. Mens andre sociale medier har inkorporeret nye funktioner i de seneste år, har Twitter hovedsageligt stået stille. Resultatet har været ulidelig langsom vækst i antallet af brugere," siger Elliott videre.

Twitter spås at få en månedlig fremgang i antallet af kvidrende brugere på 14,1 procent i år sammenlignet med over 30 procent for to år siden.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også