Forslag om betalingsmur om dr.dk bider sig fast

Flere borgerlige partier vil gøre op med det kendte licenssystem, når der skal indgås en ny medieaftale, og i den forbindelse bl.a. indføre brugerbetaling på dr.dk.

Både Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er klar til at ombygge licenssystemet, når en ny medieaftale skal falde på plads i 2018, skriver fagbladet Journalisten.

Grundtanken i blå blok er, at licensen skal gøres mere fleksibel og niveaudelt, så brugerne i højere grad selv kan vælge, hvor meget af DR's indhold de vil betale for at få adgang til.

I den forbindelse ser alle tre partier gode muligheder i at kombinere en ny licensstruktur med brugerbetaling på dr.dk.

"Ligesom man betaler abonnement til dele af avisernes sider, så mener vi, at licensen skal niveaudeles i forhold til, hvor meget indhold man har adgang til på dr.dk," siger medieordfører Ellen Trane Nørby (V) til journalisten.dk.

Tanken om at indføre betalingsmur om DR blev først introduceret af Liberal Alliance op til sidste års forhandlinger om en ny medieaftale og har fået fornyet opmærksomhed i forbindelse med, at den norske regering er på vej med et udspil om NRK. I den forbindelse luftede medieordfører Kårstein Eidem Løvaas fra regeringspartiet Høyre ideen om brugerbetaling på NRK's website for visse brugere.

Som MediaWacth skrev i april er de borgerlige partier blevet lune på ideen om at indføre brugerbetaling på dr.dk for at ligestille public service mediet med de private medier.

Ideen har ikke overraskende vagt jubel i de private mediers lejr.

“Det er meget opmuntrende, at man arbejder med sådan nogle modeller i Norge,” sagde adm. direktør Ebbe Dal fra Danske Medier i april i forbindelse med den norske regerings udmelding.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også