Snapchat finder nyhedschef hos CNN

CNN-reporter Peter Hamby bliver nyhedschef for Snapchats nyhedssatsning Snapchat Discover, skriver blandt andre L.A. Times.
CNN er selv en af de udvalgte mediepartnere, som Snapchat annoncerede var med fra begyndelsen, da det det sociale medie annoncerede Snapchat Discover og meldte sig ind i nyhedsbranchen i januar.
Ud over CNN tæller mediepartnere bl.a. Vice, ESPN, National Geographic og Cosmopolitan.
Den hurtigtvoksende amerikanske startup har desuden hyret ledere fra bl.a. Google og Amazon, men kontrakten med Per Hamby er den største redaktionelle rekruttering hidtil.
Ung virksomhed
Peter Hamby er både kendt og anerkendt som politisk reporter for amerikanske CNN, og fortsætter i kraft af CNN's forbindelse med Snapchat Discover med at levere indslag til CNN et år endnu. Men officielt er hans rolle i Snapchat.
"Snapchat er en af de mest spændende unge virksomheder i verden," sagde Peter Hamby om skiftet ifølge politico.com med henvisning til det voksende og unge publikum, Snapchat har, og den live-effekt, som mediet bygger på.
Ud over Snapchat Discover har mediet også lanceret en tilsvarende nyhedsfeature, der dog er målrettet borgerjournalistikken, Snapchat Stories, der giver brugerne mulighed for at lave egne "nyhedsindslag" med videoklip, der sendes ud som beskeder via app'en.
Snapchats unge målgruppe har også fået flere danske medier som TV 2, P3 og Metroxpress til at eksperimentere med platformen som nyhedskanal. De mest klassiske journalistiske nyhedsindslag har TV 2 lavet bl.a. med reportager fra Irak tilpasset Snapchats glimtvise format.