Miki Mistrati bliver tv-dokumentarchef på Eb.dk
Ekstra Bladets tidligere nyhedschef Miki Mistrati skifter fokus på Rådhuspladsen - fra avisnyheder til tv-dokumentar.
I en nyoprettet stilling som tv-dokumentarchef skal han opbygge en tv-dokumentarredaktion, der bl.a. skal udvikle og producere et nyt dokumentarformat, 'SnapDoc' til Eb.dk.
Det skriver mediehuset i en pressemeddelelse.
Vil udfordre DR og TV 2
Dokumentarredaktionen er del af Ekstra Bladets igangværende web-tv offensiv og skal for første gang udfordre DR og TV 2 på dokumentarbanen, lyder ambitionen:
“Flere og flere brugere og seere søger deres film, nyheder og afsløringer på nettet, så vi skal være der for Danmarks støt stigende seere til kvalitets tv på nettet," siger adm. chefredaktør Poul Madsen i en pressemeddelelse.
Eb.dks nye dokumentartilbud SnapDocs skal brydes op i mindre enheder og skræddersys til web. Længden varierer mellem 5-20 minutter.
"SnapDocs bliver gratis for vores brugere, fordi store historier fortjener et stort publikum," siger Poul Madsen.
Miki Mistrati har mere end 40 dokumentarfilm og tv-reportager bag sig bl.a. som tidligere medejer af det hedengangne Bastard Film. Han har været på Ekstra Bladet siden 2009.
Den nyetablerede SnapDoc-redaktionen udgør aktuelt fire graverjournalister. Den første dokumentar bliver offentliggjort på fredag og udkommer også på engelsk, fransk og italiensk.
“Vi lever i en global verden, hvor nettet ikke har grænser. Det vil vi udnytte," siger Ekstra Bladets tv-direktør Thomas Stokholm i meddelelsen.
Strategisk tv-satsning
Ekstra Bladet TV gik for én måned siden i luften med godt 10 nye web-tv-formater i en strategisk satsning på web-tv, der skal stjæle markedsandele fra de etablerede tv-stationer.
De nye magasinformater, alle på 10-15 minutter, tæller bl.a. 'Topfart', med Ekstra Bladets motorjournalist Anders Berner og programmet 'Dan’s med de kendte' med Dan Rachlin som vært.
Den største økonomiske og formatmæssige satsning er et 24-timers live-realityshow 'Paparazzi', der har kendissen Maria Erwolter som vært og produceres i samarbejde med Gong.