Webtrafik: Politiken.dk krabber sig ind på Bt.dk

Bt.dk dykkede i februar, og forspringet ned til Politiken.dk er nu mindre, end det har været længe. Avisen.dk og Jv.dk havde fuld fart frem i februar.

Med knap 50.000 brugere til forskel blev afstanden mellem Bt.dk og Politiken.dk i februar den mindste længe, viser de seneste trafiktal fra Danske Medier/FDIM.

Bt.dk mistede næsten 17 pct. af brugerne i forhold til februar sidste år - hvilket formentlig også skyldes den stigende trafik fra smart phones, der ikke tælles med i statistikken fra Danske Medier/FDIM. Samtidig tabte Politiken.dk kun 2,6 pct. af læserne set i forhold til sidste år.

Målt på sidevisninger ligger Bt.dk dog stadig langt højere end Politiken.dk: Bt.dk havde næsten 100 mio. i februar, mens Politiken.dk nåede 43,2 mio. 

Med en placering som nr. 9 på FDIM's topliste over de største sites målt på brugertal, står Politiken.dk dermed solidt positioneret, før netavisen i maj  indfører online abonnement. Fremover skal brugerne betale 44 kr. månedligt, hvis de vil læse flere end 25 artikler online om måneden.

Pol.dk (rød kurve) nærmer sig Bt.dk

Tocifrede trafiktab til dagblads-sites

Online brugerbetaling tog Jyllands-Posten som bekendt fat på på Jp.dk og Epn.dk allerede i december med lanceringen af JP Premium. Lige som Politiken, har Jyllands-Postens haft fokus på, at det digitale abonnementstilbud ikke må koste gratistrafik og dermed bannerannonceomsætning.
 

Den ambition fik et knæk i februar med trafikfald på godt 10 pct. på Jp.dk og 21 pct. for Epn.dk. Hvorvidt det skyldes betalingsdelen er dog ikke til at udlede - konkurrenten i Pilestræde i København, Berlingske, der først lancerer deres nye brugerbetalingsmodel i denne måned, oplevede også brugertab på B.dk og Business.dk på hhv. 12 og 13 pct. i februar, og nogenlunde samme procentuelle tab rammer Tv2.dk og Information.dk.

Trafikudvikling på Jp.dk og Epn.dk(rød) fra marts 2011 til februar 2013

Derudover fortsætter Euroinvestor og Msn.dk med at miste desktop-brugere med stor hast - mere overraskende er det, at Politikens Lokalavisers nyhedssite, Lokalavisen.dk, med ét styrtdykker med 21 pct. i februar.


JV.dk og Avisen.dk vokser

Omvendt har Syddanske Mediers web-flagskib Jv.dk haft en forrygende februar med en brugervækst på godt 23 pct. Den vækst kan A-pressens og Freeways Avisen.dk dog stikke med tilgang på lige knap 25 pct. - hvilket giv er en placering på Toplisten som nr. 35 - mod en plads som nr. 52 i februar 2012.

Avisen.dk's vækst har været stejl i årets to første måneder

Blandt boblerne uden for top 50 gør Metroxpress.dk sig bemærket - sitet ligger lige nu på plads 57 og har haft en stejl vækstkurve opad i januar og februar. Det er dog også nødvendigt, hvis det netop relancerede Mx.dk skal nå målsætningen om at komme i top 20 i år. 

Webtal: Top 50 februar 2013

Webtal: Vækst i februar 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også