Tiktok-topchef skal vidne i Repræsentanternes Hus for at svare på kritik

Tiktoks topchef, Shou Zi Chew, skal torsdag vidne for Kongressen i USA. Han får opbakning fra flere brugere.
En gruppe brugere og enkelte politikere var mødt op til en demonstration og pressekonference foran Capitol Hill i Washington D.C. | Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
En gruppe brugere og enkelte politikere var mødt op til en demonstration og pressekonference foran Capitol Hill i Washington D.C. | Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

En gruppe af såkaldte content creators er onsdag lokal tid rejst til den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., for at demonstrere mod et potentielt forbud mod den kinesiskejede videoapp TikTok.

Det sker forud for en høring i Repræsentanternes Hus torsdag, hvor TikToks administrerende direktør, Shou Zi Chew, skal vidne.

Blandt de fremmødte content creators, der udvikler og producerer indhold til forskellige målgrupper på sociale medier, er teenagere, lærere og virksomhedsejere.

De er mødt op foran Kongressen for at vise deres utilfredshed med et eventuelt forbud og i stedet tale om fordelene ved TikTok, som mange af dem lever af.

Nogle af dem hævder ifølge amerikanske medier, at de er blevet fløjet til Washington D.C. af TikTok selv.

”Jeg har bygget min forretning op omkring TikTok, så det her udgør et problem for mig og min virksomhed, siger en kvindelig iværksætter i en video til sine 70.000 følgere kort efter ankomsten til hovedstaden.”

Kvinden med brugernavnet countrylather2020 driver en sæbeforretning.

”Eksisterer der andre platforme derude? Ja, helt bestemt - jeg er på dem. Men ingen af dem har den rækkevidde, som TikTok har,” tilføjer hun.

TikTok er på det seneste kommet i modvind i mange vestlige lande af frygt for, at den kinesiske stat kan overvåge og misbruge oplysninger fra TikTok-brugere.

Torsdag skal selskabets administrerende direktør, Shou Zi Chew, vidne for udvalget for energi og handel i Repræsentanternes Hus i USA, hvor flere politikere ønsker at forbyde appen.

Her skal han forsøge at modvirke en voksende stemning i amerikansk politik for at forbyde TikTok af hensyn til den nationale sikkerhed.

”ByteDance er ikke en agent for Kina eller noget andet land,” ventes Shou Zi Chew ifølge et uddrag af talen at sige til udvalget.

ByteDance er det kinesiske selskab, der ejer TikTok.

Ifølge TikTok selv har appen 150 millioner brugere i USA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår