It-millionær investerer i dansk billedtjeneste

It-millionæren David Heinemeier Hansson investerer et større millionbeløb i marketing- og billedevirksomheden Jumpstory.
David Heinemeier Hansson, i midten, har investeret i billedtjenesten Jumpstory, der er stiftet af Anders Thiim (t.h.) og Jonathan Løw (t.v.) | Foto: Jumpstory / PR
David Heinemeier Hansson, i midten, har investeret i billedtjenesten Jumpstory, der er stiftet af Anders Thiim (t.h.) og Jonathan Løw (t.v.) | Foto: Jumpstory / PR

Marketing- og billede-virksomheden Jumpstory, der har lanceret et alternativ til den traditionelle stock-foto-branche, har med en ny investering i alt rejst 20 mio. kr. i kapital og lån.

Den nye investering på knap 10 mio. kroner skal bruges til vokse yderligere.

En del af investeringen kommer fra Jumpstorys eksisterende investorer, men derudover har blandt andre den danske it-millionær og stifter af blandt andet Basecamp, David Heinemeier Hansson, investeret et større millionbeløb i virksomheden.

Andre nye investorer i runden tæller blandt andre beauty-iværksætterne Søren Nielsen og Lone Bjørn Nielsen, Jens Thonke, der har stiftet cybersikkerhedsvirksomheden nSense, der siden er solgt til F-Secure.

Bredere netværk

David Heinemeier Hanssons involvering i Jumpstory giver desuden adgang til et bredere netværk, ifølge meddelelsen. Hans virksomhed Basecamp, har Amazon-stifteren Jeff Bezos som investor.

”David er måske ikke så kendt her i Danmark, fordi han først lige er flyttet hjem fra sine mange år i udlandet, men han er et kæmpe navn i bl.a. USA. Alle dem, vi pitcher til, ved hvem han er. Derfor er vi super beærede over, at han har besluttet sig for at hoppe med ombord på rejsen,” siger medstifter og direktør i Jumpstory Jonathan Løw i meddelelsen.

Om baggrunden for sin investering nævner David Heinemeier Hansson, at Jumpstory har skabt en ny tilgang til stock photos, der i dag er domineret af selskaber som Getty Images.

”I stedet for at konkurrere med de eksisterende giganter på deres banehalvdel har JumpStory transformeret hele forretningsmodellen og fokuseret på at kuratere det bedste indhold iblandt de hundredvis af millioner fotos, der findes derude. Læg dertil god traction; glade kunder og en meget lovende fremtid,” siger David Heinemeier Hansson i meddelelsen.

Jumpstory gør blandt andet op med de komplekse licensmodeller, klichéfyldte modelbilleder samt prissætningen, der præger den eksisterende branche, ifølge meddelelsen.

Jumpstory blev etableret i 2018 af iværksætterne Jonathan Løw og Anders Thiim og har kunder fra 150 lande.

Denne artikel er leveret af MediaWatchs søstermedie ITWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også