MediaWatch

Direktør for Danske Annoncører trækker sig

Efter et år i spidsen for den nye annoncørforening under Dansk Erhverv stopper Holger Wilcks til nytår - hans afløser er ikke fundet.

Foto: PR/Dansk Annoncørforening

Foreningen Danske Annoncører og Markedsførere skal have ny direktør i det nye år, efter Holger Wilcks har meldt sin afgang fra nytår. Det fremgår af en meddelelse fra foreningen.

Udskiftningen kommer, et år efter annoncørforeningen skiftede ham og lagde den tidligere forening Dansk Annoncørforening i graven på grund af skrantende medlemstilslutning og økonomi. I stedet opstod Danske Annoncører og Markedsførere under Dansk Erhvervs paraply, men med samme direktør i skikkelse af Holger Wilcks.

Holger Wilcks skriver på Linkedin, at det ikke har været en nem beslutning.

"Jeg har taget den svære beslutning at stoppe som direktør for annoncørforeningen ved årets udgang. Jer, der kender mig, ved, at det ikke har været en nem beslutning, da jeg har været ivrigt optaget af at sikre de bedst mulige rammer for danske annoncører og har kæmpet hårdt for at opbygge en forening med styrken til at levere," skriver Holger Wilcks.

Hvad han skal i det nye år står åbent. Det samme gælder, hvem der skal afløse ham i spidsen for Danske Annoncører og Markedsførere. Ifølge bestyrelsesformand Michael Stein har foreningen igennem den første tid fået fodfæste og medlemstilgang.

"Holger har været med til at lægge fundamentet for foreningen, og har gjort en stor indsats, som vi takker ham for. Med den stigende kompleksitet på mikro og makro niveau for danske annoncører, er der ingen tvivl om, at behovet for en Annoncørforening aldrig har været større," udtaler Michael Stein i meddelelsen.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs