Kulturministeriet udpeger chef for nyt techgigant-kontor

Jagten på en chef til Kulturministeriets nyoprettede kontor for techgiganter, der skal fokusere på, hvordan der kan tages livtag med de internationale selskaber, er afsluttet. Ny chef er fundet hos Danmarks tech-ambassadør.
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix

Siden juni har et nyt techgigant-kontor under Kulturministeriet været i støbeskeen, og nu er kontoret, der skal understøtte ministeriets arbejde med politiske tiltag over for internationale techselskabers gøren og laden i Danmark, endelig ved at være helt på plads.

Chef for afdelingen er fundet i skikkelse af Andreas Flensted Geertsen. Han tiltrådte i begyndelsen af oktober og er kommet til det nye techgigant-kontor, som ministeriet selv har døbt afdelingen, fra en stilling som souschef og sekretariatsleder for Danmarks tech-ambassadør. Det oplyser Kulturministeriet til MediaWatch.

Andreas Flensted Geertsens tidligere ansættelser tæller Udenrigstjenesten, hvor han bl.a. har været teamleder i sikkerhedspolitisk kontor og arbejdet med cybersikkerhed. Han har også erfaring fra hhv. EU og Dansk Flygtningehjælp.

Fem medarbejdere

Under sig får han i alt fem medarbejdere. Tre af dem er allerede ansat, mens ministeriet "inden for den nærmeste fremtid vil rekruttere de sidste to", oplyser ministeriets presseafdeling.

Tiltaget til det nye techgigant-kontor blev taget i sommer under den tidligere kulturminister Joy Mogensen (S). Til Finans fortalte hun, at det især var med henblik på at styrke ministeriets indsats for at tage livtag med techselskaber, der længe har været på regeringens to do-liste.

"Vi skal i højere grad undersøge, hvad der udgør de største problemer i kulturlivet, og hvilke strukturer vi skal gribe fat i for at løse dem. Derfor skal vi både vide mere om de nuværende forretningsmodeller og om techgiganternes indflydelse på det," sagde Joy Mogensen i juli til Finans, hvor hun tilføjede, at oprustningen generelt skulle ses som et træk mod at gøre det nemmere for ministeriet at lave konkret "problemdrevet politik frem for symbolpolitik".

Andreas Flensted Geertsen har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet.

Bindeled på tværs af ministre

Det nye techgigant-kontor indgår i ministeriets mediekontor samt kontor for jura og ophavsret.

Af stillingsopslaget, Kulturministeriet indrykkede i jagten på den nye chef, fremgik det, at kontorets arbejdsopgaver bl.a. omfatter udvikling af analyser og forslag til politiske tiltag på området for techselskaber. Samtidig skal Andreas Flensted Geertsen fungere som bindeled i det tværministerielle samarbejde om techgiganter.

Hvilken rolle det nye kontor konkret skal spille i den større sammenhæng og i den indsats, som er knyttet til potentiel politisk regulering på området, er ikke meldt ud. Flere ministerier har det seneste år involveret sig i opgøret med de udenlandske aktører som Google og Facebook, og udfordringerne fra techselskaberne har været adresseret af både statsministeren, kulturministeren, ministeren for børn og unge samt erhvervsministeren, der i sommer kom to udspil med initiativer rettet mod strammere regulering af techselskaber og sociale medier.

Den nye chef for techgigant-kontoret ønsker ikke at kommentere sine nye arbejdsopgaver nuværende tidspunkt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også