Undersøgelse: Størstedelen af unge undgår samfundsdebat grundet hård tone

Den skarpe tone på sociale medier som Facebook er med til at afholde flertallet af landets 16-25-årige fra at deltage i samfundsdebatten viser undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Det har demokratiske konsekvenser, mener professor.
Foto: Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix

Der er i de seneste uger blevet lækket en række interne undersøgelser og dokumenter fra verdens største sociale medie, Facebook, som viser, at kommentarer og opslag, der skaber vrede og hadske reaktioner får fortrinsret af platformens algoritme.

Og for tre ud af fem unge mellem 16 og 25 år afskrækker den hårde tone, som altså på Facebook angiveligt bliver tilskyndet, dem fra at deltage i samfundsdebatten online.

Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt 560 unge lavet af analysevirksomheden Epinion for Dansk Ungdoms Fællesråd, skriver DR.

"Den grimme tone rykker ved demokratiet, og der sker en skævvridning, når Facebook skaber polarisering ud over rimelighedens grænser," siger professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, der blandt andet forsker i holdningsdannelse og vælgeradfærd, til DR.

I samme undersøgelse erklærer to ud af tre sig helt eller delvist enige i, at debatten i cyberspace er præget af ekstreme holdninger.

Facebook i skyttegraven

Facebook har haft et par hårde uger, efter avisen Wall Street Journal har publiceret en række artikler baseret på lækkede interne dokumenter, der indikerer, at selskabets ledelse har været klar over en række problematiske forhold og tendenser i brugen af Facebook. Ledelsen har bl.a. angiveligt ignoreret interne undersøgelser, der viser, at Instagram forværrer unge piger og kvinders mentale helbred.

Senest har whistlebloweren, Frances Haugen, tidligere it-medarbejder hos Facebook, lækket en stribe interne undersøgelser om negative samfundskonsekvenser relateret til platformen og vidnet i en høring i Kongressen i Washington D.C.

"Jeg mener, at Facebooks produkter skader børn, skaber splid og svækker vores demokrati," sagde Frances Haugen bl.a. under høringen.

Haugen har i interview forklaret, hvordan Facebook justerer sine algoritmer for at skabe reaktioner hos brugerne, og siger, at selskabets egen forskning viser, at det er lettere at udløse had end andre følelser.

Facebooks skaber og topchef Mark Zuckerberg har afvist beskyldningerne om, at Facebook bevidst fremmer hadsk indhold som misvisende og falske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også