Facebook får røffel for at udelukke amerikanske forskere

I et åbent brev til Facebook kritiserer den amerikanske pendant til forbrugerombudsmanden det sociale medie for at smide forskere på porten.
Det åbne brev var stilet til Facebooks grundlægger og adm. direktør, Mark Zuckerberg. | Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/Ritzau Scanpix
Det åbne brev var stilet til Facebooks grundlægger og adm. direktør, Mark Zuckerberg. | Foto: Marcio Jose Sanchez/AP/Ritzau Scanpix

Den Føderale Handelskommission i USA (FTC) billiger ikke Facebooks beslutning tidligere på ugen om at stoppe forskere, der indsamlede data om, hvordan politiske reklamer blev målrettet det sociale medies brugere. Det skriver Financial Times.

Forskerne fra New York University, som var tilknyttet projektet "Ad Observatory", blev ifølge Facebook smidt af platformen, fordi metoden brød med en privatlivsaftale, Facebook indgik med FTC i 2019 i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen.

Men det argument holder ikke vand, lyder det i brevet fra den amerikanske myndighed, som er sat i verden for at sikre de amerikanske forbrugeres interesser. Facebook burde have konsulteret sig med FTC, inden platformen selv traf beslutning om, at forskerne forbrød sig mod aftalen.

"Hvis du havde ulejliget dig med at kontakte os på forhånd, havde vi kunne fortælle, at privatlivsaftalen ikke afholder Facebook fra at lave undtagelser for forskning i offentlighedens interesse," lyder det i brevet, som er stilet til adm. direktør Mark Zuckerberg.

"FTC støtter op om tiltag, der forsøger at kaste lys over uigennemsigtig forretningspraksis, især omkring overvågningsbaseret markedsføring," lyder det i brevet fra FTC-chefen Samuel Levine.

Forskerne havde anvendt en browser-tilføjelse, som, når den er installeret af en deltager i studiet, overvåger, hvilke politiske reklamer der bliver vist til brugeren, og hvordan reklamerne er blevet målrettet.

Forskerne kritiserede Facebook for at blokere dem for med fuldt overlæg at forhindre dem i at udstille problemer med annoncemålretningen på Facebook.

Facebook er endnu ikke vendt tilbage med en kommentar til Financial Times.

Facebook smider forskere af platformen for at bruge forbudt værktøj

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også