Tiktok tester midlertidig historie-funktion

En række sociale medieplatforme har forsøgt at efterligne Tiktoks korte videoformat, og nu vender pilen den anden vej, da den kinesisk ejede app nu tester historiefunktionen, der blev udbredt af Snapchat. Funktionen bliver tilgængelig for afgrænsede brugergrupper uden for USA.
Det skriver Variety.
Funktionen findes i forvejen hos flere af Snapchats konkurrenter, navnligt på Facebooks platforme, hvor den har haft særligt stor succes på Instagram. Ligesom Tiktok forsøgte Twitter sig med story-formatet med funktionen "Fleets", som dog blev kasseret i sidste uge grundet lav brugertilslutning.
Tiktok er i færd med at udvikle og justere funktionaliteter af appen, der blev den mest downloadede på verdensplan i 2020. I juni meldte platformen ud, at det for fremtiden blev muligt at uploade videoer på op til tre minutter i stedet for det ene minut, der var maksimum hidtil.