Google har endnu ikke taget stilling til vaccinationskrav i Danmark

Techgiganten Google har indført vaccinationskrav for ansatte i USA og vil indføre samme krav i andre lande - men om det kommer til at gælde Danmark er endnu uvist, lyder det fra Googles danske kommunikationschef.
I USA skal Googles medarbejdere vaccineres, inden de møder på arbejde. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix
I USA skal Googles medarbejdere vaccineres, inden de møder på arbejde. | Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er endnu ikke besluttet, om der kommer et vaccinationskrav for danske Google-ansatte. Sådan lyder det fra Google i Danmark efter techgigantens udmelding om, at dens ansatte i USA påkræves at blive vaccineret, hvis de skal møde på arbejde. Det skriver Børsen.

"Det er alt for tidligt at sige noget om. Det er et tiltag, der bliver rullet ud i USA, og det vil også blive rullet ud andre steder i verden, men der er ikke taget stilling til hvor," siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark, til Børsen.

Han uddyber, at vaccinationsraten i nogle amerikanske stater ikke er ret høj, og at det er baggrunden for beslutningen i USA.

I USA er knap halvdelen af befolkningen vaccineret, men i nogle stater er tilslutningen lavere, viser tal fra Our World in Data.

Udover Google vil også Facebook kræve, at alle medarbejdere i USA er vaccineret, før de møder på arbejde igen. Torsdag erfarede kulturmediet The Hollywood Reporter, at streaminggiganten Netflix også vil kræve, at medvirkende på selskabets produktioner i USA vaccineres mod coronavirus.

Kravet kommer idet den smitsomme Delta-variant ifølge Ritzau har fået smittetallene til at stige i det meste af USA. I mange af de delstater, hvor vaccinationsraten er lav, ses nogle af de allerhøjeste smittetal.

Ifølge Statens Serums Institut er 53 pct. af befolkningen i Danmark færdigvaccinerede, mens 71 pct. har fået første stik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også