Influencere kan slå mønt på følgere med ny dansk app

Appen Hero vil sikre producenter af digitalt indhold betaling igennem en mikrobetalingsmodel, hvor interesserede betaler månedligt for at se fx influencers indhold.
Kendte sportfolk med store fanskarer på sociale medier kan med appen Hero tjene penge gennem direkte abonnementsbetaling. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Kendte sportfolk med store fanskarer på sociale medier kan med appen Hero tjene penge gennem direkte abonnementsbetaling. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det danske techstartup Hero vil med appen af samme navn give influencere og kendte danskere, der producerer indhold til digitale platforme som del af deres levebrød, mulighed for at skabe tættere relationer med deres følgere - og gøre dem til en ny indtægtskilde. Det skriver Børsen.

Forretningsmodellen er simpel: kendte danske influencere fx bloggere, sportsstjerner og lignende tager et fast beløb månedligt for, at deres fans får adgang til deres eget digitale mikrounivers på platformen. Hero modtager betaling fra den kendte person i form af et gebyr.

Ideen er ifølge Martin Bjeg, adm. direktør og medgrundlægger af Hero, at fx influencere får mere kontrol og et større udbytte af indholdet, de har opbygget et publikum omkring.

"Med vores app tager fodboldspilleren, racerkøreren, musikeren, bloggeren eller virksomheden magten over eget indhold og bestemmer selv, hvem der ser hvad, hvornår og til hvilken pris," siger Martin Bjerg til Børsen.

Amerikanske forbilleder

I udlandet, særligt på den anden side af Atlanten, har influencere og kendte gennem længere tid brugt lignende mikrobetalingssystemer eller crowd funding til at få støtte direkte fra deres fans.

En af de mest udbredte platforme er Patreon, der, ligesom Hero, giver indholdsskabere mulighed for selv at fastsætte månedlige støttebeløb og tilbyde eksklusivt indhold til dem, der vælger at skæppe i kassen.

En mere direkte transaktion finder man på platformen Cameo, som bl.a. giver fans mulighed for at få kendte personer til at filme personaliserede beskeder, fx fødselsdagshilsner, mod betaling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også