Reklameindtægter giver Google-ejer bedre regnskab end ventet

Det kan ses på Alphabets kvartalsregnskab, at mange har været afhængige af onlinetjenester det seneste år.
Foto: Reuters Staff/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Reuters Staff/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det amerikanske selskab Alphabet, der ejer Google og YouTube, kom bedre ud af første kvartal, end analytikerne havde forventet. Det viser kvartalsregnskabet, som er offentliggjort tirsdag.

Alphabet kom således ud af første kvartal med et overskud på 17,9 mia. dollar - svarende til godt 110 mia. kr. - sammenlignet med 6,8 mia. dollar for et år siden.

Samtidig steg indtægterne med 34 pct. til 55,3 mia. dollar - godt 340 mia. kr. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Analytikerne havde forventet en omsætning på 51,70 mia. dollar.

"I løbet af det seneste år har folk brugt Googles søgefunktion og mange andre onlinetjenester for at holde sig informeret, forbundet og underholdt," udtaler adm. direktør for Alphabet og Google Sundar Pichai ifølge AFP.

I den udvidede handel steg Alphabets aktier med omkring fem pct. til 2405 dollar - knap 15.000 kr.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters henter Alphabet omkring 80 pct. af sine indtægter fra reklamer. Det er reklamer på Googles søgemaskine samt andre tjenester - herunder Gmail og YouTube.

Desuden tjener selskabet penge på apps til smartphones i Google Play, Chromecast og Google Play Music.

Derudover har Alphabet et forretningsområde inden for cloud-tjenester, hvor kunder kan få opbevaret eksempelvis data, der kan tilgås på nettet.

Google har siden 2006 ejet videotjenesten YouTube. Det var en intern omstrukturering i 2015, der gjorde, at Google i dag er ejet af Alphabet, der ledes af de to Google-stiftere, Larry Page og Sergey Brin.

Selskabet har over 135.000 ansatte på verdensplan og har hovedsæde i Mountain View i den amerikanske delstat Californien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også