Facebook er blevet delvist blokeret i kupramte Myanmar

Den statsejede internetudbyder i Myanmar har blokeret store dele af adgangen, oplyser overvågningsgruppe.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/AFP

Dele af Facebook er blevet blokeret i Myanmar, efter at militæret mandag tog magten fra regeringen i landet ved et kup.

Det oplyser det sociale medie torsdag.

"Vi er opmærksomme på, at Facebook i øjeblikket er utilgængelig for nogle personer," siger en talsperson for selskabet.

"Vi opfordrer myndighederne til at genoprette forbindelsen, så folk i Myanmar kan kommunikere med deres familier og venner og få adgang til vigtige oplysninger."

Facebook er meget populær i Myanmar og den primære kommunikationsplatform. Det sociale medie bruges ofte af ministerier til at udsende erklæringer.

Netblocks, der overvåger internetafbrydelser over hele verden, oplyser, at tjenesteudbydere i Myanmar har blokeret eller begrænset adgangen til Facebook, Instagram og Whatsapp. De to sidstnævnte ejes også af Facebook.

"Facebook-tjenester er nu blevet begrænset af flere internetudbydere i Myanmar, efter at operatører tilsyneladende har modtaget en blokeringsordre," skriver Netblocks på Twitter.

Den statsejede internetudbyder i Myanmar MPT har i videst udstrækning blokeret adgangen, tilføjer Netblocks.

Myanmar blev tidligt mandag morgen lokal tid kastet tilbage til et militærstyre, da soldater anholdt landets de facto-leder, den demokratisk valgte Aung San Suu Kyi, og andre civile ledere i en række razziaer.

Kuppet har udløst international fordømmelse og frygt for, at militæret vil tvinge de 54 mio. indbyggere tilbage til årtierne med det juntastyre, der gjorde Myanmar til et af Asiens mest fattige og undertrykte lande.

Onsdag sagde FN's generalsekretær, António Guterres, at han vil forsøge at presse Myanmars hærgeneraler til at skifte kurs.

"Vi vil gøre, hvad vi kan, for at mobilisere alle nøglespillere og det internationale samfund for at lægge nok pres på Myanmar for at sikre, at dette kup mislykkes," sagde Guterres til The Washington Post.

/ritzau/AFP

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også