Coronakrisen har kradset hos landets største influencerbureau

Flere år med vækst og overskud blev sidste år vekslet til underskud hos Bloggers Delight, der for første gang også har måtte skære ned på ansatte frem for at hyre ekstra hænder. Direktør ser dog forbedring allerede i år.
Foto: Bloggers Delight/PR
Foto: Bloggers Delight/PR

Trods statslige hjælpepakker blev 2020 et år i prøvelsernes tegn for langt de fleste annonceforretninger i Danmark.

Det gælder også for landets største influencerbureau Bloggers Delight, der for nyligt har offentliggjort årsregnskab for det forskudte regnskabsår, der går til oktober 2020. Selskabets bruttofortjeneste faldt fra 10,5 til 8,7 mio. kr. i årets løb. Det svarer til et fald på lidt over 17 pct.

Bloggers Delight oplyser ikke omsætning, men ifølge adm. direktør Henrik Akselbo lå faldet på toplinjen nogenlunde på samme niveau.

"Det skal ses i lyset af, vi jo havde regnet med at omsætte for mere i 2020 end året før, så i forhold til vores forventning lå vi 25-30 pct. under på vores omsætning," siger han.

Fem måneder gjorde forskellen

Faldet er udelukkende knyttet til coronakrisen og har i den forstand delt året i to, hvor den sidste halvdel trak hårde veksler på forretningen ifølge Henrik Akselbo.

Nedgangen afspejler sig da også hele vejen ned igennem årsopgørelsen, hvor forrige års overskud på knap to mio. kr. før skat blev vekslet til et underskud på 600.000 kr. i 2019/2020. Egenkapitalen er herefter på 1,8 mio. kr.

”Som de fleste andre annoncefinansierede virksomheder oplevede vi en rimelig kontant reaktion i markedet, da alt lukkede ned i marts under den første nedlukning. Stort set alle annoncører satte fra den ene dag til den anden alting på pause. Så frem til og med juli oplevede vi en markant tilbageholdenhed og en markant lavere ordretilgang, end hvad vi har været vant til og havde regnet med.”

”I august begyndte markedet at vende tilbage til, hvad jeg vil kalde normale tilstande langt hen ad vejen, hvilket selvfølgelig er positivt. Men de fem måneder op til var rigtig hårde for vores forretning,” siger Henrik Akselbo.

Sagde farvel til fem

Bloggers Delight hjemsendte sine medarbejdere under nedlukningen for at få mulighed for at få del i hjælpepakken med lønkompensation, mens annoncemarkedet stod næsten helt stille. Derudover har selskabet fået en hjælpende hånd fra pakken, der har kompenseret virksomheder for en del af de faste omkostninger, hvis deres omsætningstab i perioden var over 40 pct.

"Vi fik en lille smule fra den pakke, det har ikke rykket det store. Men havde ordningen med lønkompensation ikke været der, havde de måneder været en del dyrere for os."

Omsætningsnedgangen var dog stadig så stor, at selskabet i juni afskedigede fem medarbejdere ud af cirka 21 for at nedbringe udgifterne.

"Vi vidste ikke, hvor længe det ville fortsætte, så efter fire måneder, hvor vores omsætning havde ligget meget lavt, tog vi en svær beslutning i slutningen af juni om at foretage nogle afskedigelser," siger Henrik Akselbo.

"Havde vi vidst, det ville vende i august, var det ikke sikkert, vi ville have truffet den beslutning, men det var vi nødt til at gøre, fordi det stod så grelt til på det tidspunkt. Det har jo været en ny situation for vores virksomhed, som jo har oplevet vækst stort set hvert år, siden vi startede. Så det har været en speciel - og ubehagelig - oplevelse pludselig at skulle forholde sig til, at tingene gik den anden vej."

Forventer bedring i 2021

Influencerbureauet driver sin forretning på at sælge annoncer og kampagner hos en række af Danmarks største influencere på sociale medier samt hundreder af små og mellemstore profiler.

Siden august har annoncesalget stabiliseret sig igen og ligget stort set på niveau med tidligere hos Bloggers Delight ifølge direktøren. Derfor er den finansielle udsigt i 2020/2021 også positiv, fortæller han.

Selskabet har ansat tre medarbejdere igen og håbet er at kunne udvide staben i løbet af året for at kunne genoptage vækststrategien, Bloggers Delight sidste år iværksatte, men som er blevet sat på hold på grund af pandemien.

Det kræver selvfølgelig, bunden af annoncemarkedet ikke bliver slået ud igen. Men det er ikke Henrik Akselbos forventning, uagtet at landet i december gik ind i en anden runde af nedlukning.

"Vi ved, at verden nu går videre, og forbrugerne stadig lever og skal købe nogle produkter til at få deres hverdag til at hænge sammen. Man skal måske kommunikere til dem på en anden måde, men der er stadig gang i hjulene. Så jeg er ikke så nervøs for, at der bliver sat en brat stopper for det hele igen. Året er lige begyndt og januar er altid lidt stille, mens kunderne får fastlagt deres budgetter. Så det kan da godt være, der stadig er en effekt i år, men det er ikke sådan, at jeg forventer, de næste måneder bliver slemme på niveau med sidste år."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også